Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
MAGNUS DEN GODE OG HARALD SIGURDSSØN
men ogsaa den daarlige Forstaaelse, som herskede mellem Kongerne. Derpaa
havde man et Exempel under selve de Rejser, Kongerne foretoge for at paaskynde
Udrustningerne. De havde været øster i Viken, hver med sit Skib og sin Hird,
og sejlede nordefter. Harald var en Morgen bleven tidligere sejlfærdig end Magnus
fra den Havn, hvori de laa, og kom derfor ogsaa tidligere til den for næste Nat
bestemte Havn, hvor han strax lagde ind til Kongelejet. Da Magnus kom, saa
han at Harald laa i det ham tilkommende Leje, og at han allerede havde tjeldet
og slaaet Landtoug. Opbragt herover, befalede han sine Mænd, saa snart Sejlet
var sluppet ned, at sætte sig til Aarerne, ro i fuld Fart mod Haralds Skib, og gribe
til Vaaben for at tvinge Harald til at lægge af Vejen. Det skede, men saa snart
Harald blev det var, bød han strax sine Mænd kappe Landtougene og flytte Skibet
tilside, «thi nu», sagde han, «er nok min Frænde Magnus vred». Da Magnus havde
indtaget sin Plads, og begge Skibe vare fortøjede, gik Harald, ledsaget af nogle
faa Mænd, ombord paa Magnus’s Skib. Denne bød ham velkommen. «Ja, jeg
kunde nok tænke at vi vare komne til gode Venner», sagde Harald, «men nys saa
det virkelig ud til noget af hvert; dog det er sandt som man siger, at Barn er bradt
i Hu, og derfor vil jeg ikke tilregne det andet end eders Ungdom». «Tilregn det
heller min Æt», svarede Magnus, «thi jeg mindes godt hvad jeg indrømmede eder,
saa vel som hvad jeg forbeholdt mig; jeg for min Deel vil nøje holde alle de Løfter,
jeg gav eder, og det samme fordrer jeg af eder med Hensyn til mig». «Det er et
gammelt Ordsprog, at den viseste viger», sagde Harald, og gik ombord paa sit
Skib. Kongernes Omgivelser ytrede sig forskjelligt om denne Begivenhed. Magnus’s
Mænd meente at deres Herre havde fuldkommen Ret; Haralds Mænd paastode
derimod at Aftalen om Kongelejet ikke gjaldt uden naar begge Konger paa een
Gang kom ind i samme Havn, men at Meningen ej var den at Harald skulde vige
Pladsen, naar han allerede laa der før Magnus. Denne Forklaring var vistnok
men efter Forliget, men de modsige sig begge deri, at de ikke nævne mere end een Vinter, som Sven
tilbragte i Danmark, efter at Harald havde skilt sig fra ham. Dette stemmer dog med de øvrige Sagaer
saa vel som med de fremmede Kilder, der godtgjøre at Magnus døde 1047. De modsige sig ogsaa deri,
at de lade Kongerne udbyde Leding «een Vinter efter Ragnvald Brusessøns Fald», altsaa netop Vintren
1046—1047. Aarsagen, hvorfor de paa hiint Sted nævne to Vintre, er maaskee kim den lange Tid, som
hengik mellem Kongernes Forlig og Togets Begyndelse. Af den Omstændighed, at der ved Fortællingen
om Magnus’s Hidsighed angaaende Kongelejet udtrykkeligt siges baade i Morkinskinna og Fagrskinna,
at Kongerne kom østenfra Viken, og, som man kan see, hver kim med eet Skib, er det tydeligt at skjønne,
at de personligt havde rejst om for at paaskynde Udrustningerne, hvorved ogsaa nogen Tid maa være
medgaaet. Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 31) saa vel som Snorre (Cap. 27) nævne her
intet om Viken, men de berette dog Begivenheden som foregaaen før Togets Tiltrædelse og efter at Udbudet
havde fundet Sted. Viljam af Malmsburys Angivelse af 9de August som den Dag, da Sven blev fordreven
fra Danmark, antyder nogenledes Tiden for Toget. Knytlingasaga Cap. 22 siger med tydelige Ord at
Magnus og Harald begyndte Toget om Sommeren (det maa have været langt ud paa Sommeren) Aaret
efter at Forliget mellem dem var sluttet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
