Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
MAGNUS DEN GODE OG HARALD SIGURDSSØN
at han havde opført sig som en brav Mand, og ophøjede ham endog siden til Jarl1.
Hvis dette ellers forholder sig rigtigt, vilde det være uforklarligt, med mindre
man antager, at Magnus allerede temmelig tidligt under denne sidste Krig havde
begyndt at ønske en Udsoning med Sven, og nærede den Hensigt, han siden
udførte, at udnævne ham til sin Eftermand i Danmark. Dette er i og for sig meget
naturligt, naar man overvejer hvorledes hans Liv i den sidste Tid var forbitret
ved det spendte Forhold, hvori han stod til Harald, hvilken, som man især af
det følgende tydeligt kan see, nu var ham og hans nærmeste Raadgivere langt
mere forhadt end Sven; og det vilde end bedre kunne forklares, hvis han, som vore
Sagaer fortælle, har haft en Anelse om sin nær forestaaende Død. De fortælle
nemlig, at da Magnus og Harald engang paa et Strejftog havde været heldige
nok til at fange Svens ivrigste og mægtigste Tilhænger, Thrugils Birnessøn, der
sagdes at raade for Tredieparten af hele Danmark, tilligemed mange andre Folk,
tog Kongen sin Moder, Alfhild, der var med ham paa Toget, til Side, og bad hende
træde frem og i de flestes Paahør at bede ham om Naade for den fornemste af
Fangerne. Hun forundrede sig derover, især da han nys forhen havde været
meget vred paa hende, ja endog brugt haarde og usømmelige Ord, fordi hun paa
egen Haand havde vovet at sætte den ved et tidligere Strejftog fangne Thorkell
Gøsa paa fri Fod. Men han sagde, at han nu ej alene ønskede at give hende
Oprejsning, fordi han den Gang talte saa haardt til hende, men at han og paa denne
1 Dette findes kun i Morkinskinna (fol. 4 verso), samt i Flatøbogen. Det fortælles her efter Forliget
mellem Kongerne, og hvorvel rigtignok Morkinskinna ogsaa omtaler andre Tildragelser, der i
Hrokkin-skinna omtales før Forliget, efter dette, f. Ex. om Thorkell Dyrdil, Thorstein Sidu-Hallssøn o. fl., saa synes
det dog, som om denne Begivenhed med Orm, hvis den havde fundet Sted i Slaget ved Aaros eller
Helgenes, nødvendigviis der maatte have været omtalt. Beskrivelsen over disse Slag tilsteder heller ikke
Muligheden af at en saadan Begivenhed der kunde foregaa. Man maa saaledes henføre dette
Sammenstød mellem Orm og Sven til Toget i 1047, saa meget mere som det neppe er rimeligt, at Magnus tidligere
vilde have fundet sig i Svens Frigivelse, end sige belønnet den. Det er derimod urigtigt, naar
Morkinskinna lader Sammenstødet skee i et Slag mellem Kongen og Sven; thi den, saa vel som de øvrige
Sagaer, lader netop intet saadant Slag foregaa. Det er desuden rimeligst, at en saadan Begivenhed, som
denne, kunde skee ved en Lejlighed, hvor Orm sejlede alene, og Sven paa et enkelt Skib inkognito
krydsede omkring den norske Flaade, saaledes som ovenfor anført; at han er bleven gj enkj endt og løssluppen
af Orm, og at denne, kjendende Kongens daværende Sindelag, ej betænkte sig paa at frigive ham. Hvad
der ellers kunde gjøre Fortællingen mistænkelig, er at den udelades af Snorre og Hrokkinskinna, der
snarere synes at antage at Orm tidligere var bleven Jarl (se ovenfor S. 2, jvfr. Harald Haardraades Saga
Cap. 56, Snorre Cap. 40), og tillige, at en lignende Begivenhed med Sven siden fortælles efter
Nisaa-Slaget, hvor Haakon Ivarssøn Jarl frigiver ham (Harald Haardraades Saga Cap. 70, Snorre Cap. 66).
Imidlertid kan man dog heller ikke sige at Fortællingen om Orm er usandsynlig, derhos passer den godt
til alt det øvrige. For Resten ere de Ord, Morkinskinna lægger ham i Munden, meget dunkle; vi anføre
derfor Stedet til Enhvers Fortolkning: J>at var brått sagt Magnüsi konungi sem gliklegt var, ok spuröi
konung Orm hvi hånum yröi Jiat fyrir. Hann svarar: herra, pat var annat happit mest, J)at fyrst at
hliapa (læs hjalpa) J)ér viö ef J>ess Jjyrfti, ok J^etta J)vi næst. Om Orm Jarl og hans Slægtskabsforhold,
se ovf. B. III. S. 56.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
