Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS SAARET VED ET ULYKKESTILFÆLDE
141
Maade vilde berede hende en venlig Modtagelse og Hjelp efter hans Død, da han
ansaa det for heel uvist om han endnu havde mange Levedage tilbage, og stolede
ikke synderligt paa at Harald vilde vise hende nogen Velvilje. Det tilføjes ogsaa,
at baade Thorkell Gøsa og Thrugils Biraessøn bade hende paa det indstændigste
at henvende sig til dem, om hun siden skulde blive stedt i Nød og savnede anden
Hjelp1. Det lader saaledes til, og bekræftes af hvad Magnus paa sin Dødssæng
forordnede, at han i Forvæntningen om sin nær forestaaende Død ej alene søgte
at berolige sit Sind ved at vise Mildhed mod Sven og hans Tilhængere, men at
han endog derved søgte at berede sin Moder og sine nærmeste Paarørende det
Tilflugtssted i Danmark, der vilde bh ve hende negtet i Norge; ligesom vel og hans
nærmeste Omgivelser, Mænd som Einar Thambarskelve, Orm Jarl, og andre,
der samtlige hørte til det mægtige, og Harald fiendske, norske Magnat-Parti,
ved alle Lejligheder raadede ham til Skridt, der sigtede til at vanskeliggjøre Harald
Erhvervelsen af Danmark efter hans Død, ej alene fordi de undte Harald en
saadan Modgang, men og fordi de derved saa meget bedre sikrede deres eget Vælde
lige over for Kongens. Thi i uhindret Besiddelse af baade Danmark og Norge
vilde denne kunne faa Overtaget over dem, medens han derimod, kun Herre
over det ene Rige, og dertil, hvad der var at forudsee, i stadig Kamp med Sven,
snarere vilde blive afhængig af dem.
De danske Historieskrivere fortælle en Tildragelse, der maaskee indeholder
Nøglen til denne sygelige Stemning hos Kongen i hans kraftigste Ynglingsalder,
da han efter Naturens Orden skulde have mange Leveaar i Vænte. Da han var
i Sjæland, og just tænkte paa at drage over til Skaane efter Sven, havde han,
berette de, det Uheld, at hans Hest i Nærheden af Landsbyen Alsted blev sky
for en opspringende Hare, og styrtede med ham, saa at han stødte Hovedet mod
en Træstubbe og døde2. Der siges dog ej, hvor snart Døden indtraf efter hiint
1 Harald Haardraades Saga Cap. 32, 33 (ogsaa Morkinskinna).
a Saxo, S. 545, Sven Aagessøn, hos Langebek I. S. 56. Denne, der er ældre end Saxo, fremstiller
Sagen sandsynligst. Han siger kim, at Magnus, da han efter at have overvundet Sven tænkte paa at
forfølge ham til Skaane (in Scaniam persequi moliretur), omkom ved et pludseligt Ulykkestilfælde i Sjæland,
idet nemlig hans Hest blev sky og styrtede, og han selv blev stødt mod et Træ (in Sialandia, casu
ino-pinato, equi sternaeis præcipitio arbori illisus interiit). Her siges intet om at Ulykken skede, idet han
selv forfulgte Sven, hvilket ogsaa er saa meget mindre rimeligt, som slig Forfølgelse i hine Dage sjelden
skede til Hest. Der staar heller ikke udtrykkeligt, at han døde i Sjæland, men kvm at han fik Stødet
der. Saxo fortæller derimod — man skulde næsten tro at han havde kjendt og misforstaaet Sven
Aages-søns Ord, — at Magnus fik Stødet idet han forfulgte Sven. (Quem Magnus coneitato animi impetu
subse-eutus, quum oppidum Alexstadiam præteriret, deturbato per occursum leporis equo, truneo, cujus præacuti
forte stipites eminebant, adactus exstinguitur). Saxo gjør, som sagt, alle Magnus’s Felttog til eet, og
derfor kan han maaskee her endog have haft det Strejftog for Øje, som Magnus i 1044, strax efter
Aaros-Slaget, gjorde over Sjæland, se ovf. S. 30. At Magnus døde ved Jylland, bevidnes baade i Morkinskinna,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
