Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
MAGNUS DEN GODE OG HARALD SIGURDSSØN
hos sig med Thord, tog sig, som vi have seet, af ham, da han havde dræbt Haralds
Hirdmand, og gav ham endog, før hans Afrejse, til Belønning for hans Kvad en
Holm udenfor Norge, dog, som det synes, meest for at høre hvad Reidar vilde
sige dertil, siden han dog strax efter indløste den med Penge. Reidar havde ogsaa
strax den storartede Tanke at ville benytte Holmen til at forene Island med Norge
ved Broer, sikkert til stor Morskab for alle de Tilstedeværende1.
Det er saaledes vist en bogstavelig Sandhed, naar det i vore Sagaer heder,
at Magnus’s Død vakte almindelig Sorg hos hele Folket. Allerede hans Ydre var
tiltrækkende, hvilket den trohjertige Reidar ej var ene om at erkjende. Han var
velvoxen, af middelmaadig Højde, havde et regelmæssigt, lyst Ansigt, og
lyse-bruunt Haar. Den raske, ungdommelige Konge var i Ordets egentlige Forstand
Folkets Yndling; han var veltalende, snarraadig, tapper i Strid og sejrsæl; alt
dette, forenet med hans Gavmildhed, maatte visselig gjøre ham saa vennesæl,
at, som der staar, baade Venner og Uvenner roste ham2. Han var, siger den
bremiske Mag. Adam, Danerne kjær formedelst sin Retfærdighed og Tapperhed,
men frygtelig for Venderne3; Mag. Adams Scholiast kalder ham en from Yngling
af rene Sæder, hvem Gud ogsaa derfor skjenkede Sejr over alle4. Man kan og sige
at hans Faders Aand oms væ vede ham som en ledende og beskyttende Genius.
Thi baade han selv og Folket havde stedse for Øje, at han var St. Olafs Søn;
denne Bevidsthed maatte forlene ham en egen Tryghed og Selvtillid, medens
den paa den anden Side maatte gjøre ham strengere mod sig selv; i Folkets Øjne
maatte Faderens Hellighed omstraale Sønnen med en særegen Glands5.
Magnus efterlod ingen Sønner, kun en Datter, ved Navn Ragnhild. Han var
ikke engang gift. Hvo Ragnhilds Moder var, nævnes ikke, og der tales ikke engang
om nogen Kjærlighedsforstaaelse, han skulde have haft, undtagen med den smukke
Margrete, en Datter af Lendermanden Thrond paa Stokke i Viken; men Margrete
gjengjeldte ikke Kongens Kjærlighed, og han overlod hende ædelmodigt til sin
Frænde og Sysselmand, den unge og smukke Sigurd, der boede i Nærheden og
tidligere havde gjort hendes Bekjendtskab. Der fortælles endog at St. Olaf selv
skulde have aabenbaret sig, for at bringe sin Søn til at opgive al Tanke om
1 Harald Haardraades Saga Cap. 26—29. 2 Harald Haardraades Saga Cap. 40.
3 Mag. Adam, II. 75. 4 Schol. 57 til Mag. Adam.
5 Fra denne Forestilling hidrøre vel flere af de legendariske Beretninger, hvori Magnus spiller
Hovedrollen. Til disse maa man, skjønt Olaf ikke der omtales, eller har noget at bestille, ogsaa regne en, der
udtrykker hans Omgivelsers Forvæntninger om Harald, nemlig at man, da Magnus laa paa det yderste,
og Harald havde taget Sæde ved hans Sæng, saa en gylden Fisk fare ud af hans Mund og ind i Haralds,
men her at antage et mørkt Udseende, hvilket Magnus selv, da man fortalte ham det, skulde have
hentydet om at Haralds Raad vilde blive «mørkere eller koldere», end hans. (Harald Haardraades Saga Cap.
37, Flatøbogen).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
