Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN ULFSSØN PAA EN SPENDT FOD MED ADALBERT
173
anstødelige Liv fortsatte han, maaskee endog i højere Grad end forhen, og med
Adalbert stod han fremdeles paa en spendt Fod. Muligt og, at
Afhængighedsforholdet til Kejseren i Længden ej behagede ham, og at han derfor følte sig mindre
gunstigt stemt mod Adalbert, der havde fremskyndet det. Den første Tid, i hvilken
Sven stod paa en venskabelig Fod med denne, kan man saaledes regne indtil
1050 eller 1051, da hans Giftermaal med Gunnhild gjorde dem uenige. I den
samme Tid maa Harald derimod rimeligviis have betragtet Adalbert med mindre
venlige Øjne; og som et Beviis derpaa kan man maaskee ansee, at den før omtalte
saxiske Bernhard, uagtet han nærmest hørte til Adalberts Diøces, dog sendtes af
Harald lige til Paven, for af ham at modtage den biskoppelige Indvielse, maaskee
nærmest til Gulathingslagen, hvor vi senere gjenfinde ham. Adalbert tog dette
meget unaadigt op, tvang Bernhard ved hans Hjemrejse til at gjøre sig en Afbigt,
maaskee ogsaa til at betale en Mulkt, men lod ham dog omsider drage bort i Fred,
og skjenkede ham Gaver ved Afskeden1. Man maa formode, at Bernhard ej blot
af Tvang, men ogsaa af et virkelig oprigtigt Hjerte har erkjendt det utilbørlige
i, at han, en fød Saxer og Medlem af den bremiske Kirke, havde gaaet Adalbert,
sit rette Overhoved, forbi, og at han fra den Dag af har lovet ham ubrødelig
Troskab. Thi ikke længe efter sin Hjemkomst blev Bernhard, som det heder,
uenig med Kong Harald, og drog derfor over til Island, hvor han tilbragte 19
eller 20 Aar2, og hvorfra han ikke vendte tilbage til Norge førend nogen Tid efter
Kong Haralds Død. Paa Island har han saaledes neppe undladt at virke ivrigt
i den bremiske Kirkes Interesse, og det maa vel især tilskrives saavel ham, som
Biskop Jon irske, Adalberts intime Ven, der samtidigt med Bernhard opholdt
sig paa Island, at Isleif, Gissur hvites Søn, om hvem mere nedenfor, indviedes af
1 Mag. Adam, III. 70, IV. 33. Her siges det ikke udtrykkeligt, i hvilket Aar Bernhard blev ordineret.
Men da han paa det sirlct« 6ted omtales som endnu levende i Norge, da Mag. Adam skrev, altsaa ved 1075,
sees det, at han ikke er nogen anden end den før omtalte Bernhard den saxiske, der tilbragte 19 eller 20
Aar paa Island, og siden, under Olaf Kyrre, blev Biskop paa Sellø i Norge, (d. e. for Gulathingslagen) hvorom
nedenfor. Nu have vi seet, at Rodulf opholdt sig paa Island omtrent fra 1030 til 1049; efter ham kom
(ifølge Are frode) Jon den irske, kun faa Aar, hvorpaa han rejste til Bremen og af Adalbert udnævntes til
Biskop i Meklenburg. Bernhards Ophold paa Island falder saaledes mellem 1051 og 1070, og hans
Virksomhed i Selja rimeligviis mellem 1070 og 1090. Dette stemmer ogsaa godt dermed, at hans Eftermand Magne
omtales endnu i 1125. Bernhards Ordination maa altsaa henføres til Aar 1050 eller 51. Vel nævnes han paa
de to oven anførte Steder sammen med Aasgaut, den første Biskop i Oslo, men uden at det derfor er
nødvendigt at antage deres Ordination for samtidig. Desuden omtaler Schol. 69 (til III. 16) Aasgaut ganske
for sig selv. Egentlig er det kvm paa dette Sted, og med Hensyn til Aasgaut, at Troskabseden udtrykkelig
omtales, men da det dog siges at saavel Bernhard og flere andre, som Aasgaut, maatte give Adalbert
Satisfaktion, men sidenefter behandledes venligt af ham og bortsendtes med Gaver, er det tydeligt nok, at
Adalbert oftere har gjentaget denne Fremfærd. I det følgende (S. 188) vil det ogsaa blive viist, at Aasgaut
virkelig tilhører en senere Tid.
2 Hun gr vaka, Cap. 3.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
