Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
> HARALD HAARDRAADE
Erkebiskop Adalbert ifølge Islændingernes Anmodning1. Omtrent samtidigt
hermed bekræftede ogsaa Pave Viktor den II. alle de Rettigheder, Paven havde
givet den hamburgske Kirke, og udtrykkeligt den Ret for Erkebiskopperne, at
indvie Biskopper til Sverige, Danmark, Norge, Island, Grønland og Skridfinnerne2.
Strax efter at Sven TJlfssøn havde lagt sig ud med Adalbert og saa længe han
stod paa en spendt Fod med denne, see vi Harald derimod venskabeligt at nærme
sig ham og hans Gejstlige. Strax efter den svenske Kong Anunds Død havde
Adalbert udnævnt sit Konvents Dekanus, den ovenfor nævnte Adalward, til
Biskop i Sverige, og sendt ham til Kong Emund slemme, ledsaget af nogle flere
Gejstlige. Men hos Emund befandt sig just hiin Æsmund, den danske Biskop
Sigurds Frænde, der i sin Tid havde været i Skole i Bremen, men var rømt derfra,
og efter megen Omflakken havde faaet en Erkebiskop i Polen til at give ham den
biskoppelige Vielse, hvorefter han var dragen til Sverige, og havde her udgivet
sig for at være afsendt af Paven selv. For Æsmund var Adalward en ubehagelig
Gjest, og han benyttede sig af sin Indflydelse over den lettroende Konge og hans
Omgivelser til at indbilde dem at Adalward og hans Ledsagere falskeligen havde
givet sig ud for erkebiskoppelige Gesandter, og at de derfor burde jages bort.
Dette skede ogsaa, men Kongens Stifsøn eller Svigersøn, Steenkil, tog sig med
Kjærlighed af dem, og sendte dem over Ti veden hen til Enkedronningen, og Sven
Ulfssøns fraskilte Hustru, Gunnhild, der levede paa sine Gaarde i Vestergøtland,
sysselsat med stille Velgj ørenhed og andre fromme Handlinger. Gunnhild modtog
Adalward og hans Følge med de største Æresbeviisninger, som om de vare sendte
af Gud selv, og medgav dem ved Afrejsen store Gaver til Erkebiskoppen. Deres
Vej gik sandsynligviis, som det paa de Tider var sædvanligt, først til
Handelspladsen Ljodhuus (Lødøse) ved Gautelven, og derfra over til Jylland og videre.
Harald, der i denne Tid hyppigt opholdt sig i Viken, og saaledes strax kunde
erfare deres Ankomst til Lødøse, indbød dem til sig i Norge, rimeligviis i
Konge-helle, modtog dem med store Æresbeviisninger, og gav dem ved Afrejsen saa mange
Penge, at Adalward derfor kunde løskjøbe 300 Fanger. Om Harald havde anden
1 Hungrvaka Cap. 2 fortæller at Isleif blev valgt af hele Almuen, da han selv var 50 Aar gammel,
og Island kim lidet længre havde været christent: her angives ikke Tiden nøjagtigt, men da det tillige
fortælles, at han paa sin Udenlandsrejse for at indvies først søgte Kejseren, og siden Pave Leo den 9de († 19de
April 1054), samt derefter blev indviet Pintsedag 1056, samme Aar i hvilket der herskede Dyrtid ej alene
paa Island (Landnaama, viöbætir 1. jvfr. islenzkir annålar), men ogsaa andensteds i Europa (se
Anna-lista Saxo, Ekkihard og de nys nævnte isl. annålar, hvor Uaaret udtrykkeligt kaldes «üöld i kristni», ved
dette Aar, jevnfør for Sveriges Vedkommende Mag. Adam III. 15) og da det endelig heder at Isleif tilbragte
Vintren derefter i Norge, falder saaledes Isleifs Ophold udenlands mellem 1054 og 1057. Det vil nedenfor
blive viist, at Isleifs Indvielse rettest henføres til 1055.
2 Bulle af d. 29 Octbr. 1055, meddeelt hos Staphorst (Hist. eccl. Hamburg. I. S. 410).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
