- Project Runeberg -  Det norske folks historie / V /
179

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ST. HALLVARD

179

heder det videre, begyndte han at hjelpe sin Fader i hans Handelsforretninger,
og lagde herved en saa samvittighedsfuld Redelighed for Dagen, at han, til
Delingen af Fortjenesten med sin Broder, lod sig gjøre to Vegtlodder, et større,
hvormed han afvejede sin Broders, et mindre, hvormed han vejede sin egen Deel1.
En Vaar, da han skulde rejse hjemmefra paa Handelsforretninger i de nærmeste
Egne, og just vilde stige i sin Baad, for at ro over Dramnsfjorden, kom en
frugtsommelig Kone, skjelvende og bævende, og bad ham om at tage hende med, uden
at tabe et Øjeblik. Han føjede hende, og lod hende sætte sig agter i Baaden. Da
de vare komne et Stykke ud paa Vandet, saa de tre Mænd komme løbende ned
til Stranden, stige i en Baad, og ro efter dem. Paa Hallvards Spørgsmaal, om hun
kjendte dem, sagde hun ja, og at det netop var dem, for hvilke hun flygtede,
da de nemlig uretfærdigt beskyldte hende for Tyveri. Da han spurgte, om hun
turde underkaste sig Jærnbyrd for at bevise sin Uskyldighed, erklærede hun sig
beredvillig dertil, naar man alene vilde skaane hendes Liv. Imidlertid kom
Forfølgerne nærmere, raabte til Hallvard og bad ham udlevere hende; hun havde,
sagde de, begaaet Indbrudstyveri hos deres Broder, og det var en Skam for ham,
en Yngling af saa anseet Æt, at beskytte en saa ond Kvinde. Hallvard bad dem
nærmere at beskrive, hvorledes Tyveriet var gaaet til. De sagde at hun havde

1 Den utrechtske Kodex indskyder her en Fortælling, omtrent saalydende: «Da Hallvard engang i
Handelsforretninger besøgte «Gotlandia» (her bliver det uvist, om det er Øen Gotland eller Gulland, som er
meent, eller Gautland, der af fremmede, paa Latin skrivende, Forfattere ogsaa kaldtes Gotlandia) kom en
af Landets Indbyggere, en rig Mand, ved Navn Botvid, ned til Havnen, og da han fik de fremmede at see,
gik han hen til dem og spurgte dem, hvad de hed. Enhver navngav sig, efter som Raden kom til ham,
saaledes ogsaa Hallvard. Da Botvid hørte, hvo han var, sagde han: dine Ansigtstræk ere merkelige og af
et ædlere Præg end alle de andres: jeg seer godt, at du er bestemt til noget Underbart i Fremtiden, og derfor
indbyder jeg dig med alle dine Staldbrødre til Gjestebud hos mig. Hallvard modtog Indbydelsen
taknemmeligt; Botvid bevertede dem paa det ypperligste og gav dem store Gaver. Da de skulde afsejle, gav
han Hallvard alt hvad han behøvede, og lod ham sejle bort i Fred: saaledes kom den hellige Mand med alle
sine i god Behold hjem til sit Fædreland». Denne Beretning vilde vel neppe være bleven optagen i Legenden,
med mindre man lagde megen Vegt paa den af Botvid udtalte Spaadom om Hallvards fremtidige Berømmelse.
Der maa saaledes have været noget merkeligt ved denne samme Botvid, og den Tanke ligger derfor temmelig
nær, at Legendeforfatteren ved ham har meent den bekjendte sødermannlandske Helgen, St. Botvid, om
hvis Levetid man hidtil har været uenig, idet nogle henføre den til anden Halvdeel af det 11te, andre til det
12te Aarhundrede. Der er dog intet i den hele Fortælling om St. Botvid, saadan som den læses i
Fants Scriptores rer. Svec. II. S. 377 fgg., der strider imod at antage, at han kan have levet som en
rig og anseet ung Mand paa 25 Aar omkring 1040, til hvilken Tid omtrent St. Hallvards
Østersø-Rejse maa henføres, og at han længe derefter er bleven dræbt, omtrent 60 Aar gammel, ved 1075,
hvilket paa det nærmeste stemmer med Messenius’s Antagelse, der henfører hans Død til 1076.
Søder-manland og Østergøtland kunde af Legendeforfatteren let forvexles, ligesom i det mindste Mag. Adam
ej synes at have været paa det rene med deres gjensidige Grændser. Usandsynligt er det heller ikke, for
saa vidt Øen Gotland menes med Gotlandia, at St. Botvid, under et Ophold paa denne 0, hvortil han ifølge
Legendens udtrykkelige Vidnesbyrd kort før sin Død tænkte paa at gjøre en Rejse, og som han vel derfor
meget ofte plejede at besøge, kunde have truffet St. Hallvard, og har indbudt ham til sig. At han i
Legenden kaldes «Indbygger af Landet», kan ej regnes saa nøje.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/5/0195.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free