Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD ALT FOR MØRKT SKILDRET AF EN BREMISK GEJSTLIG 189
blindelse ej betænkte, at hans hellige Broder, der led Martyrdøden for
Christendommen, og hvis Fortjenester noksom bevises ved de Mirakler, der dagligen skee
ved hans Hvilested i Throndhjem, netop havde søgt at udrydde alt saadant
Uvæsen i sit Rige. Men uagtet hiin af Gud forladte Synder saa disse Mirakler,
lod han sig deraf ikke i mindste Maade anfegte, ja endog de Gaver og Skatte, som
andægtige Troende havde skjenket til hans Broders Grav, rev han til sig med
graadig Haand, og uddeelte dem blandt sine Krigere»1. Vi have seet, hvor
uskaan-somt Mag. Adam bedømte Olaf Tryggvessøn, hvilken han ogsaa beskyldte for at
benytte sig af Troldmænd, uagtet Olaf dog, som vi vide, forfulgte dem til det
yderste2. End mindre kunne vi da undres over, at han bagvasker Harald, der var
i aabenbart Fiendskab med Adalbert, især da hans Hjemmelsmand vel i mange
Stykker her, som ellers, var Kong Sven i Danmark, og de bremiske Gejstlige
desuden stadigt ærgrede sig over det Indpas, de engelske Gejstlige fik i Norge,
saa at endog en af Adams Scholiaster udraaber: «vi kunne rigtignok sige at vore
have forrettet Arbejdet, men Englænderne fortrængt dem»3. Hvad den foregivne
Plyndring af St. Olafs Helligdom angaar, da maa dog nok nogen Sandhed ligge
til Grund derfor, om end Sagen er betydeligt overdreven, siden Mag. Adam, der
maatte vide nøje Besked om Adalberts kirkelige Foretagender, fortæller at denne
sendte et Gesandtskab til Harald med et Advarselsbrev, hvor han deels paatalte
hiin Forgribelse paa Gaverne til St. Olafs Helligdom, der ej maatte anvendes til
Lægmænds Brug, deels klagede over at Harald havde ladet sine Biskopper ordinere
i England og Frankrige imod al lovlig Ret og med Forbigaaelse af ham selv, den
eneste, af hvem Indvielsen ifølge Pavens egen udtrykkelige Anordning burde
forrettes. Harald behøvede visselig mange Penge saa vel til sine bestandige Krige
med Danmark, som til sine Bygningsarbejder; sin egen, fra Grækenland
hjembragte Skat vilde han, som man seer4, efter Delingen med Magnus nødig angribe;
at han anvendte det Finansmiddel at slaa daarlig Mynt, er allerede omtalt5, og
usandsynligt er det derfor ikke, at han ogsaa har grebet til den anden Udvej, at
sætte sig i Besiddelse af en Deel af de Gaver, der efterhaanden vare opdyngede
ved St. Olafs Skriin. Han havde saa meget bedre Paaskud dertil, som han kunde
sige at Opførelsen af den store, kostbare Mariekirke skede til St. Olafs Hæder,
og at han derfor var berettiget til at dække sit Udlæg ved de til St. Olafs Skriin
indkomne- Gaver. Lejligheden var der, da Skrinet flyttedes fra Olafskirken til
1 Mag. Adam, III. 16. 2 Se ovenfor B. III. S. 266. 3 Schol. 142 til Mag. Adam, IV. 33.
4 Han havde den nemlig endnu saa godt som ubeskaaren med til England 1066, se Schol. 84 til Mag.
Adam, III. 51.
5 Se ovenfor S. 166.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
