Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
> HARALD HAARDRAADE
Venner, hvoriblandt Kong Sven i Danmark, erklærede sig for Alexander, medens
derimod hans Fiender, navnlig Hertug Ordulf og Kong Harald, erklærede sig
for Honorius. Under disse Omstændigheder er det let at forstaa, hvorledes Harald
maaskee endnu mere end forhen søgte at undgaa at have noget med Adalbert
at bestille, eller at lade sine Biskopper indvie af ham, men derimod sendte dem
enten lige til Rom eller til Frankrige, for at modtage Indvielsen. En af disse var
Aasgaut, hvilken Harald synes at have bestemt til at rejse om i Viken, og, naar
han var i Ro, at forrette Tjeneste ved Mariekirken i Oslo; i de gamle Bisperækker
opføres han nemlig som den første Biskop i Oslo1. Men da Aasgaut vendte tilbage
fra Rom, hvor han havde modtaget Vielsen, og, som man maa formode, lagde
Vejen over Tydskland, lod Adalbert, der nu havde Magt nok dertil, ham gribe,
og slåp ham ikke løs, førend han havde svoret ham Troskabs-Eed; derefter
skjenkede han ham Gaver og lod ham rejse videre2. Harald blev vistnok overmaade
opbragt herover, maaskee han og sendte Aasgaut bort, som tidligere Bernhard,
dog nævnes herom intet, og var det end Tilfældet, saa er det dog vist, at Aasgaut,
ligesom Bernhard, var kommen tilbage efter Haralds Død3. Hvor stort Fiendskabet
var, som herskede mellem Harald og Adalbert, sees bedst af den bremiske Gejstlige
Magister Adams overdrevne og aabenbart usandfærdige Skildringer af Haralds
Ondskab og slette Færd. Han synes ret at have behaget sig i at afmale Harald
med mørke Farver. «Harald», siger han, «overgik alle rasende Tyranner i Grumhed.
Mange Kirker har han forstyrret, mange Christne ere af ham blevne henrettede.
(Den, som ikke vidste nøjere Besked, skulde heraf næsten kunne tro, at Harald
var en Hedning). Han var en mægtig og sejrsæl Mand, der tidligere i Grækenland
og Skythiens Egne havde kæmpet mangen Kamp mod Barbarerne, og da han
kom hjem, hvilede han aldrig fra Krig, han var Nordens Lyn, alle de danske Øers
Svøbe. Han herjede alle de vendiske Kyster, han underkastede sig Orknøerne,
han udstrakte sit blodige Herredømme lige til Island4. Men skjønt han herskede
over mange Nationer, var han dog formedelst sin Graadighed og Grumhed
forhadt af alle. Han betjente sig endog af Trolddomskunster, i det han i sin For-
hjulpet til at afsætte Honorius, som dog stedse beholdt et Parti for sig. (Lambert af Hersfeld, Pertz, VII.
167, 168). Se Pfister, Gesch. der Teutschen II. 205.
1 Se Norsk Tidsskrift, V. 41, 43. 2 Mag. Adam, III. 70, IV. 33, Schol. 69.
3 Han omtales nemlig af Mag. Adam, som endnu levende, IV. 33.
4 Dette sidste er ikke bogstavelig sandt, da Harald aldrig egentlig underlagde sig Island, om han end
maaskee ved at smigre Islændingerne har forsøgt derpaa; hvorledes det bør forstaaes, vil nedenfor blive
viist. Med Orknøernes Undertvingelse har det for saa vidt sin Rigtighed, som Thorfinn Jarl sandsynligviis
hyldede Harald, og Harald selv senere, især ved sin Ankomst til Øerne 1066, opførte sig som Landskabets
Herre. At Harald derhos paa et eller flere af sine mange Herjetog til Danmark, hvoraf kim de færreste
særskilt omtales i Sagaerne, har hjemsøgt Vendland, ligesom Magnus forhen, er meget sandsynligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
