Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
> HARALD HAARDRAADE
kan see, aller først optegnede af Islændinger. Det var dog ikke førend henved
et Par Menneskealdre efter Haralds Tid, at virkelig Sagaskrivning begyndte1;
i hans Dage lagde man endnu kun Vind paa den mundtlige Overleverelse, og især
paa Skaldekunsten, der da fornemmelig kunde siges at være i sin Blomstren. Dette
er maaskee væsentligt at tilskrive hans egen personlige Indflydelse; thi han var
selv en af sin Tids ypperste Skalde, ansaaes for den kyndigste og sikreste
Bedømmer af alle poetiske Præstationer, og interesserede sig saa lidenskabeligt for
Skaldekunsten, at han, naar det gjaldt at hædre eller belønne en Digter, glemte sin
sædvanlige Paaholdenhed og Sparsomhed, og uddeelte Gaver med ødsel Haand,
medens han tillige i Omgang med aandfulde Skalde viste sig saa jevn og utvungen,
at man endog maa tilstaa, at han stundom bortgav alt for meget af sin kongelige
Værdighed, idet han tillod og deeltog i temmelig raa og upassende Spøg2. Hvor
meget Islændingerne allerede paa Haralds Tid lagde Vind paa at samle, ordne
og opbevare de historiske Traditioner, ej alene om ældre, men ogsaa om samtidige
Begivenheder, og hvor ivrigt deres Skalde ej alene selv digtede Kvad, men ogsaa
lærte udenad saa mange andre, ældre og yngre Kvad, som de kunde overkomme,
derom vidne især følgende, i Sagaerne meddeelte, og, som det synes, aldeles
paalidelige Beretninger, om Thorstein frode og Stuf Skald.
Thorstein, en ung og rask, men fattig Islænding, kom en Sommer til Harald
og bad om hans Bistand. Kongen spurgte ham, hvad han forstod sig paa:
Thorstein sagde at han kunde en Deel Sagaer. Da Kongen hørte dette, lovede han
ham Ophold paa den Betingelse, at han skulde fortælle Sagaer til Tidsfordriv,
naar som helst han opfordredes dertil. Thorstein forpligtede sig dertil, og fortalte
nu Saga efter Saga den hele Sommer og Høst, hvorved han blev saa afholdt af
Hirdmændene, at de skjenkede ham Klæder, medens Kongen gav ham gode
Vaaben. Saaledes leed det hen mod Juul; da begyndte Thorstein at see noget
nedslagen ud. Kongen spurgte ham om Aarsagen: han skød Skylden paa
Tungsindighed eller slet Lune. «Nej», sagde Kongen, «det er ikke den rette Aarsag, men
jeg kan godt gjette den, og det er, at dit Forraad paa Sagaer nu begynder at slippe;
du har i hele Vinter altid fortalt, naar som helst du opfordredes, og nu finder du
det ubehageligt, at dit Forraad skal være udtømt netop naar Julen kommer». «Du
har gjettet rigtigt, Konge», svarede Thorstein, «og jeg har kun een Saga tilbage, men
som jeg ikke tør fortælle her, da det er Sagaen om dine egne Bedrifter udenlands».
1 Nemlig, som Snorre udtrykkeligt siger i sin Fortale, over 240 Aar efter Islands Bebyggelse (870 +
240 = 1110).
2 Exempler saa vel herpaa, som paa Haralds Gavmildhed mod sine Skalde, afgiver især Sneglu-Halles
Historie, hvorom nedenfor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
