Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
islændingernes litterære virksomhed
201
Forsøg; men det maa tildeels endog ansees som en naturlig Følge af den
Ærefrygt, hvormed man i Norge og paa Island endnu betragtede den saakaldte «Tign»
eller fyrstelige Værdighed, hvilken ogsaa Biskopperne efter de Tiders Begreber
besad1.
Dog, om der end i denne forholdsviis rolige Tid, der kunde kaldes
Biskops-vældets Tid, og som vedvarede indtil de frygtelige politiske Storme, der gik forud
for og medførte den islandske Uafhængigheds Ophør, forefaldt lidet, som var
værd at optegne2, saa ofrede derimod Islændingerne saa meget mere deres Tid
og Evner paa at samle og opbevare Beretningerne om de forrige Tiders brogede
Begivenheder, og om de Tildragelser, der havde skeet og fremdeles skede i
Moderlandet Norge. Fra denne Tid af var det at Islændingerne, jo mindre de selv grebe
ind i Historien og saa at sige gjorde Historie, desto ivrigere lagde Vind paa at
skrive Historie, det vil sige at samle, ordne og opbevare de saa vel i Landet selv
som i Norge herskende og efterhaanden opstaaende historiske Sagn, at forevige
dem i Kvad, og tillige at bevare de ældre Skaldes vigtigste Arbejder. Det synes
næsten som om Nordmændene nu, selv alt for ivrigt optagne med at ordne deres
kirkelige, politiske og sociale Anliggender, og senere hen med indenlandske Krige
og heftige Partistridigheder, til at kunne beskjeftige sig med Begivenhedernes
Forevigelse i Sang og Skrift, fra Harald Haardraades Tid af ved en stiltiende
Overeenskomst overlode alt saadant til Islændingerne, der fra deres afsides 0
roligere kunde betragte Begivenhederne og opfatte dem fra et mere upartisk
Standpunkt, end det i Norge selv var muligt. Thi efter Haralds Tid optræder ikke
længer nogen norsk Skald. Alle de kongelige Hofskalde, hvis Vers anføres til
Bekræftelse af Sagaernes Udsagn, vare Islændinger3, og de norske Kongesagaer selv,
skjønt øjensynligt gjengi vende Traditioner, der allerede ved den mundtlige
Overleverelse i Norge have faaet deres bestemte Form4, ere dog, som man tydeligt
1 I Hungrvaka Cap. 2 staar der udtrykkeligt i Anledning af Biskop Kols Begravelse ved Skaalholt
Kirke, at denne var den første paa Island, der prydedes med en «tiginn» Mands Grefte.
2 Man behøver kim at gjennemgaa de første Bøger af Sturlungasaga, sammenholdt med Annalerne,
for at see, hvor stille det nu i lang Tid var paa Island mod forhen. Ikke at der jo endnu stundom
forefaldt enkelte Fejder, ledsagede af Drab og Fredløshedsstraffe o. a. d., men de var kun faa og ubetydelige i
Sammenligning med dem, der rystede Island i det 10de Aarhundrede, og som gave Stoffet til de egentlige
Familie-Sagaer. Længst synes de alvorligere Ættefejder at have holdt sig paa Nordlandet, eller omkring
Eyjafjorden, hvor Gudmund den mægtiges Søn Eyjulf havde mest at sige efter hans Død, og ved sit
Overmod opvakte mange Fiender mod sig.
8 De ville blive nærmere omtalte og opregnede længere nede Side 206.
4 Et merkeligt Vidnesbyrd herom findes endog hos Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 69, hvor
han, skjønt Islænding, dog øjensynligt fordi han fandt det saaledes skrevet for sig, siger om Fortællingen
om Sven Ulfssøns Taknemmelighed mod sin Frelser, Karl i Halland: «dette blev bekjendt og vide omtalt:
det kom ogsaa nord hid til Norge*. Dette Tillæg har aabenbart været optaget uforandret fra den første
mundtlige Beretning, og er gaaet fra Haandskrift til Haandskrift.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
