Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OMEGNEN AF VIBORG OG AAROS HERJET
213
En af Udkigsmændene skyndte sig derfor strax, da man havde faaet Øje paa
Haralds Flaade, at melde dem dette, men de vilde endnu ikke tro det, og svarede
spodsk, at de ikke vidste nogen Besked om Haralds Rejser. Først da Flaaden
løb ind i Fjorden, fik de Øjnene op, og da Udkigsmanden sagde: «I Gøsedøtre
paastode at Harald ikke torde komme til Danmark, men hvad tro I nu?» kunde
de ikke svare andet end: «ja, det var igaar». Det var for sildigt at flygte, thi Harald
gjorde strax Landgang, for at angribe Thorkil; «han er», sagde han til sine Mænd,
«en af vore største Uvenner, og dertil en af de rigeste Mænd her i Landet; vi ville
gjøre større Bytte paa denne ene Gaard, end ellers vidt og bredt i Jylland, og
det er ikke mere end billigt, at han faar føie at Nordmændene ere komne, og at
hans Døtre kunne overbevise sig om, hvor vidt vore Ankere ere af Ost, eller af et
fastere Stof». Han henkastede ogsaa et Halv vers til Thjodolf Skald: «medens
Kvinden kjeler for sin Mand, lade vi vore Skibe ligge for Anker i Godnarfjord».
Thjodolf udfyldte strax Verset med disse Ord: «Men næste Sommer skal den kolde
Jernklo holde Snekken fast længer mod Syd, det spaar jeg sikkert». Thorkils
Gaard omringedes, og Harald lod sætte Ild paa den. Da bade Thorkils Døtre om
at slippe ud, og Harald svarede, at uagtet det havde været tilpas til dem at brænde
inde, vilde han dog helst de skulde prøve, hvor vidt norske Bøjler kunde slutte
om danske Legge. Gøsedøtrene bleve derfor førte bundne ned til Skibene, medens
Gaarden fortæredes af Luerne, og i den norske Hær sang man triumferende en
Vise om, hvorledes de danske Møer, der til Kongens Ærgrelse havde skaaret Ankere
af Ost, nu kunde see mangen Jærnkrog holde hans Skibe fast. Da Thorkil Gøsa
erfoor sine Døtres Fangenskab, skyndte han sig til Harald, bad ham om Naade
for dem, og tilbød at betale Løsepenge. Harald svarede, at det var højst uvittigt
at spotte Høvdinger saaledes som hans Døtre havde gjort, og at det ej var mere
end billigt at de nu følte hans Magt; men endnu større Vegt lagde han dog paa
det Fiendskab, Thorkil havde viist ham ved at give Sven Kongenavn. Thorkil
sagde at han vilde finde sig i enhver Betingelse, Harald maatte foreskrive, naar
han kun fik sine Døtre tilbage. «Da jeg», svarede Harald, «ikke holder det for
kongeligt at straffe dine Døtre paa Livet for deres Spot mod mig, hvor vel de
end havde fortjent det, og da du derhos overlader alt til mig, vil jeg benaade dem,
men mod store Løsepenge, som du skal udrede; i saa Henseende sparer jeg dig
ikke». Thorkil erklærede sig tilfreds dermed, og udløste saaledes sine Døtre med
en overvættes stor Pengesum1. Dette var vel mere Haralds Øjemed med hans
uridderlige Færd mod de danske Piger, end at lade dem undgjelde for, hvad de
1 Harald Haardraades Saga Cap. 47, 48, Snorre Cap. 31, 32, Fagrskinna Cap. 188, og fornemmelig
Morkinskinna fol. 8. b. og fol. 9.
15 — Munch: Det norske Folks Historie. V.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
