Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
> HARALD HAARDRAADE
begav sig ned til Stranden, raabte ud til ham, og opfordrede ham til at komme i
Land med sine Mænd for at stride med Danerne. «I skulle», sagde han, «ej længer
behøve at skamme os ud som dem, der ej vove at møde eder, fordi vi udebleve
fra det bestemte Stevne; siden Nordmændene alligevel ansee sig for bedre end
Danerne i alle Stykker, bør de nu vise deres Kjekhed ved at gaa i Land og slaas
med dem, og hvor lidet de end monne agte Danekongen, vil det dog være en større
Tapperhedsprøve og langt hæderligere, at stride imod ham i sluttet Fylking, end
at tage Kalve eller Kid og anden ubeskyttet Ejendom, saaledes som I altid have
gjort her i Danmark». Kong Harald svarede: «det er noksom bekjendt, at vi have
kæmpet med andre end Bondekarle og Uslinger. Vi indfandt os til den aftalte
Stevne, saaledes som det anstod en Konge, I derimod brød den Aftale, som I
selv havde fremkaldt, og det efter at en stor Hær var udrustet; det var langt fra
handlet som det anstaar en Høvding, alene at sysle med listige Anslag og derved
paadrage sig mangen Mands Dadel. Hvad vi nu have gjort mod Danerne, nemlig
de Strejftog, vi have foretaget rundt om i deres Bygder, er ikke mere end tilpas
for deres Svig; desuden er jeg temmelig vis paa, at dersom Danerne vare komne
os saa nær, at vore Vaaben havde naaet sammen, skulde vi nok have maget det
saa at de ikke let glemte den Leeg. Nu derimod var det os saa meget belejligere
at bestemme deres Skjebne efter vort Tykke, som de hverken forsvarede sit Gods
eller sine Kvinder, af hvilke I kunne see mange her fangne og sorgfulde. At
gaa i Land og stride mod hele Danehæren med ikke større Styrke, end vi
have, derpaa vil jeg ikke indlade mig; til Søs derimod skulle vi, hvis I
ønske det, stride mod eder, om Danerne end ere dobbelt saa mange»1. Efter
denne Ordvexling, hvorved Harald begrundede og forsvarede sin Ferd,
fortsatte han Sejladsen langs Kysten og videre mod Nordøst hen ad Skagen til.
Sven derimod skyndte sig tilbage ud af Limfjorden med sin Flaade, idet
han ogsaa rimeligviis sendte Folk paa Udkig langs Nordstranden for at
til Lands fra Jyllands Østkyst til Kysten af Thy med hele Danehæren; han maa derfor have haft sin Flaade
i Nærheden. Sandsynligviis har dette dog ikke været aller inderst i Limfjorden, hvorfra Tilbagevejen vilde
have været for lang, men derimod længere ude, snarest ved Ejdet mellem Balbjerg og Vuust.
1 Af de Ord, som her lægges Harald i Munden, og som sikkert ogsaa have været udtalte, i det mindste
hvad Indholdet angaar — dette bestyrkes i alle Fald ved et Vers af Thorleik fagres Flokk, hvori det
udtrykkeligt siges at Sven udæskede Harald til Kamp paa Land, men at Harald foretrak at stride til Søs —
sees det, at man fra norsk Side har betragtet Svens Udeblivelse fra Stevnemødet i Gaut-Elven som
svigagtig, det vil sige for planmæssigt at lokke Harald i Fælden, da det var at forudsee, saa vel at han vilde
hevne sig ved at herje Danmarks Kyster, som at han vilde blive nødsaget til at sende en stor Deel af
Ledingsskibene hjem, hvorefter da Sven med sin hele Flaade kunde lægge sig i Vejen for ham og afskære
ham Tilbagetoget. I saa Fald var det vel betænkt af Harald, at søge ned langs Jyllands Vestside, hvor
Sven ej vel kunde naa ham. Det bliver dog altid meget tvivlsomt, om Nordmændene heri havde Ret.
Thorleik fagres ovenfor anførte Udsagn synes at maatte have Fortrinet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
