- Project Runeberg -  Det norske folks historie / V /
220

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

220

> HARALD HAARDRAADE

tunge Levnetsmidler, som Malt, Hvede, Flesk og 01 i Havet; det hjalp lidt, men
Danerne nærmede sig dog fremdeles. Da greb Harald, som sidste Udvej, til et Middel,
der vel var temmelig haardt, men dog har været dadlet mere, end det egentlig
fortjener. Han lod alle Vig-Gyrdier, eller løse Skandseklædninger, — saadanne førte
man altid med paa Krigsskibe for at bruge dem i Slag1 — kaste i Søen, fæstede
til tomme Tønder og mindre Kar af samme Slags, hvorved de kom til at danne
smaa Flaader, og kunde bære tunge Byrder uden at sjuke; ovenpaa dem lod han
sætte endeel af de danske Kvinder og andre Fanger, hvilke saaledes vel
overlodes til Bølgernes Spil, men vare temmelig sikrede mod at synke, indtil de danske
Skibe kunde komme dem til Hjelp. Dette, hvorpaa Harald regnede, skede ogsaa.
Sven selv, skjønt yderst ærgerlig over at see Fangsten slippe sig af Hænde,
befalede sine Folk at frelse sine Landsmænd, Hustruer og Børn, og hermed gik saa
lang Tid hen, at Nordmændene vandt et altfor stort Forspring til at kunne
indhentes. Sven vendte derfor tilbage til Lesø. Her traf han dog syv Ledingsskibe,
der vare blevne tilbage, uvist af hvad Grund. De tilhørte Bønder fra Viken, der
bade om Naade, og tilbøde Løsepenge. Der herskede imidlertid saa stor
Forbitrelse i Svens Hær over Haralds Fremferd, at mange opfordrede Kongen til at
lade dem dræbe, saasom alle Nordmænd burde undgjelde for, hvad Harald havde
gjort. Men Sven sagde: «det synes uhæderligt nok, at være usejrsæl i Strid,
endsige dertil at svige dem, der frivilligt overgive sig til min Naade; siden vi nu gik
Glip af den store Sejr, skulle vi ogsaa skjenke disse Folk Livet uden Mishandling».
Han lod dem altsaa drage bort i Fred. Denne vakre Handling staar visselig i en
skarp Modsætning til den Haardhed og Uridderlighed, Harald strax forhen havde
lagt for Dagen; men man maa heller ikke glemme, at de af Sven frigivne Bønder
vare fra Viken, og at han vel ikke endnu var uden Haab om at kunne vinde dette
Landskabs Indbyggere for de danske Interesser2.

20. Einar Thambarskelves Uenighed med Kongen og Fald.

Harald begav sig om Høsten, og det, som det synes, temmelig tidligt, tilbage
til Nidaros, hvor han nu sandsynligviis med Kraft paaskyndede Byens Udvidelse
og de Bygningsarbejder, som vi ovenfor have omtalt, og som vel allerede under

1 De bestode, som man af flere Steder, hvor de omtales, kan see, af sammenføjede Planker, og hver af
dem synes at have dannet et Kvadrat af omtrent 2 til 3 Alen i Længde og Bredde. Fastgjorte til tomme
Tønder maatte de altsaa danne gode Flaader, og det maatte være vanskeligt for dem at synke, endog under
svære Byrder.

2 Harald Haardraades Saga Cap. 50—52, Snorre Cap. 34—35, Fagrskinna Cap. 184—187,
Morkinskinna fol. 9. b. Plyndringen af Heidaby eller Slesvig omtales ogsaa tilligemed den tidligere Herjen af
Aaros, af Mag. Adam, III. 13, og henføres af ham, som ovenfor omtalt, temmelig tydeligt til 1049.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/5/0236.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free