Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UENIGHED MELLEM KONGEN OG EINAR THAMBARSKELVE 223
hilsede ham, og spurgte om det forholdt sig saa, at han havde tilegnet sig de
Kostbarheder, Thorfinn havde fundet. Kongen bekræftede det, fordi det, som han
sagde, var Lov i Landet, at jordfundet Gods tilhørte Kongen. «Vistnok», svarede
Einar, «naar man ikke veed, hvo der har ejet det; men dette har tilhørt Haakon
Jarl, og den hele Arv efter ham tilkommer min Hustru Bergljot og min Søn
Eindride». Som Beviis paa sin Fordrings Retmæssighed angav han nu de Runer,
der havde staaet paa Kistelaaget, saa vel som en stor Ring og et tykt
Guldhalssmykke, Islændingen havde seet øverst i Kisten. «Og», lagde han til, «hvis I ikke
med det gode udleverer Pengene, da ville vi forsøge at tage dem med Magt: I
faar da sætte eder til Modværge, om I vil». Til denne mildest talt upassende Trusel
svarede Kongen: «nu gaar det vel vidt med dit Overmod, Einar, thi du bærer dig
ad, som du var den egentlige Konge i Landet, jeg blot af Navn». Fredeligsindede
Mænd og fælles Venner fik vel mæglet Forlig mellem dem, men Harald maatte
dog udbetale Einar, hvad han fordrede. Under saadanne Omstændigheder maatte
Harald være undskyldt, om han, for at kue Einars Overmod, greb til
Forholdsregler, der ellers, og i sig selv, ikke kunne retfærdiggjøres. Einar indtog nu en saa
overordentlig Stilling i Staten, og hans Maade at optræde paa var saa stridende
mod alt, hvad der kunde kaldes borgerlig Orden, at der maatte overordentlige
Foranstaltninger til, for at raade Bod derpaa1.
Imidlertid satte Harald saa vel Einars, som andre mægtige Mænds
Fædrelands-kjærlighed og Lojalitet paa en farlig Prøve, som heller ikke alle bestode, men
hvoraf Einar udgik reen, og derved lagde for Dagen, at om han end var stolt og
selvraadig, saa gik dog hans Fædreland ham for alt, medens den samme Stolthed,
der forbød ham at give efter for Kongen, tillige gjorde ham det umuligt at begaa
nogen lav eller svigefuld Handling. Harald havde opsnappet et Par danske Mænd,
der, som det siges, havde Kong Svens Indsegl; han beholdt dem en Stund ganske
hemmeligt hos sig i Forvaring, og tilbød dem siden Liv og Frihed, imod at de skulde
udgive sig for at være udsendte af Kong Sven, i det Ærende, ved Løfter og
Bestikkelser at lokke Norges mægtigste Mænd til at love ham deres Bistand, om han
kom til Norge med en Krigshær. Fangerne vare dertil villige, og Harald sendte dem
afsted, forsynede ej alene med en heel Deel Penge til de foregivne Bestikkelser,
men ogsaa med Breve, skrevne i Svens Navn og under hans Segl. Denne List
var saa meget bedre anlagt, som Sven oftere havde truet med at hjemsøge Norge,
ligesom og denne Fremgangsmaade allerede med Held var prøvet af Knut den
mægtige; det er endog, som vi ovenfor have ytret, højst sandsynligt, at Sven selv
allerede havde forsøgt noget lignende, og at dette nærmest har bragt Harald paa
1 Harald Haardraades Saga Cap. 58, 59.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
