Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALD FRISTER SINE HØVDINGER
225
og Penge fra Kong Sven; jeg modtog Pengene, fordi jeg fandt det rettest, at I
fik, hvad udenlandske Høvdinger vilde anvende til at svige Landet fra eder; her
er det!» Med disse Ord tog han en diger Pengepung frem, og gav Kongen den.
«Men nu», sagde han, «maa jeg skynde mig hjem, fordi det treffer sig saa uheldigt,
at mine Bygdefolk ere komne op at slaas, og jeg maa see til at forlige dem;
imidlertid vilde jeg dog ikke undlade at gjøre eder min Opvartning allerede i Kveld».
Dermed gav han Hesten af Sporerne, og reed bort. Da Kongen kom til Gildet,
var der ikke mange Gjester tilstede, og Thore selv lod sig ikke see. «Nu har Thore
overlistet os», sagde Kongen; «ham kan man aldrig gjennemskue, og heller ikke
faar jeg noget Tag i ham denne Gang; men det aner mig dog, at hans Falskhed
og Underfundighed tilsidst berede ham en daarlig Ende». Kongen besøgte ogsaa
Høgne Langbjørnssøn, tog Vejtsle hos ham, og bevidnede ham sin særdeles
Tilfredshed med det gode Sindelag, han havde lagt for Dagen i Svaret til de danske
Udsendinger. Han tilbød sig endog at ville ophøje ham til Lendermand. Men
Høgne betakkede sig for denne Ære. «Al anden Venskab», sagde han, «som I,
Herre, viser mig, skal jeg modtage med Takke, og i alle Dele søge eders Hæder,
men Lendermands-Navn vil jeg ikke have, da jeg nok veed, hvorledes det da
vilde gaa: naar Lendermænd kom sammen, vilde det hede: Høgne skal sidde
yderst, fordi han kun er af Bondeæt og saaledes den ringeste af Lendermændene:
Titelen vilde saaledes ej vorde mig til Hæder, men kun til Spot. Langt større
Ære har jeg af at hede Bonde, men at man, naar Bønderne komme sammen, skal
sige at Høgne er den ypperste af dem. Eders Venskab kan jeg ligefuldt nyde, og
til Gjengjeld vise eder Venskab og Hæder, om jeg end vedbliver at hede Bonde,
som før». Kongen sagde at dette var storsindet og forstandigt talt, og de skiltes
ad med megen Kjærlighed1.
1 Harald Haardraades Saga Cap. 60—62. De her berettede Begivenheder fortælles ogsaa i Sagaen
paa det samme Sted og i samme Følge, uden at det dog med Vished lader sig afgjøre, hvor vidt de alle
fandt Sted under Haralds Ophold i og ved Nidaros fra hans Tilbagekomst om Høsten 1049 indtil hans Afrejse
om Vaaren 1050. Tid var det visselig dertil, thi sandsynligviis ankom han til Throndhjem i September
og rejste ikke bort førend i April eller Mai, og i disse 8 eller 9 Maaneder kunde mangt og meget foregaa.
Men af Fortællingens hele Gang, navnligen af Skildringen af Kongens og Einars tiltagende Uvenskab, synes
det dog rimeligst at disse Begivenheder strække sig ud over et længere Tidsrum. Einars og Haralds
Konflikter paa Thingene have saaledes sandsynligviis allerede fundet Sted deels før Magnus’s Død, saaledes
som vi ovenfor (S. 120) have seet under Kongernes fælles Ophold paa Oplandene, deels under Haralds
første Vinterophold i Nidaros 1047—48; muligt ogsaa, at Trætten angaaende den fundne Skat er at
henføre hertil. Det vilde i saa Fald bidrage meget til at bestyrke den ovenfor fremsatte og antagne
Formodning, at Harald opholdt sig Vintren 1048—49 i Viken, nemlig for saa vidt som hans Uenighed med Einar
gjorde ham Opholdet i Nidaros utaaleligt, maaskee endog usikkert. Det falder da og langt rimeligere at
antage, at Harald under dette Ophold i Viken har udsendt de danske Mænd, for imidlertid at sætte Einar
og andre Thrønder og Oplændinger paa Prøve: at det lojale Svar, Einar gav, har givet Harald Lyst eller
Mod til, atter at overvintre i Throndhjem, og at han paa Vejen derhen til Lands gjennem Gudbrandsdalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
