Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
> HARALD HAARDRAADE
Da Harald i Einars ædle Svar til de foregivne danske Udsendinger troede at
see Tegn paa et venskabeligere Sindelag, end han hidtil havde lagt for Dagen
imod ham, vilde han ogsaa paa sin Side komme ham i Møde, og indbød ham
derfor til et Gilde i Nidaros. Han havde upaatvivlelig Haab om, ved denne Lejlighed
at faa den Uenighed, der saa længe havde hersket mellem dem, ganske bilagt.
Einar kom, og fandt en venlig Modtagelse; Kongen anviste ham endog
Hæderspladsen ved sin egen Side. Efter Aftensmaaltidet, da Bordene vare borttagne, satte
Kongen, Einar og mange andre af deres fælles Venner sig i en Kreds paa Gulvet i
Halmen, medens Hornene gik rundt og alle vare lystige. Kongen og Einar fik Puder
at læne sig til, for ret at have det mageligt, og nu begyndte de at fortælle hinanden
allehaande underholdende Historier; blandt andet fortalte Kongen om sine Bedrifter
udenlands. Men Einar, som nu var en gammel Mand, og derhos vistnok var træt
af Rejsen og Dagens Lystighed, ej at tale om den Virkning, Drikken maatte udøve
paa ham, saa vel som paa de øvrige, kunde i sit magelige Sæde ikke holde sig fra
at blive søvnig, og hørte mindre opmerksomt efter. Kongen merkede det og tog
det ilde op, som om nemlig Einar lod haant om Fortællingen, og ikke satte
tilbørlig Priis paa det forsonlige Sind, Kongen havde lagt for Dagen ved selv at gjøre
det første Skridt til Forlig og Venskab. Tilsidst sank Einar sovende tilbage mod
Puden. Da hviskede Kongen til en af de tilstedeværende, der ogsaa var noget
beslægtet med ham, og hed Grjotgard: «tag en Visk Halm, knug den sammen,
og stik i Haanden paa Einar; ryk saa haardt i ham og siig: vil du gaa til Sængs,
Einar!» Grjotgard gjorde som Kongen sagde, og idet han rykkede i Einar, kom
denne i Forvirringen til at lade en Lyd gaa. Kongen sprang op og gik ud; men
Einar blev overmaade vred over den Spot man havde tilladt sig imod ham.
Imidlertid gik han dog den Aften til Sængs. Men allerede Morgenen efter var han paa
Ferde med en Skare bevæbnede Mænd, gik lige hen til det Loft eller Kammer i
andet Stokverk, hvor Grjotgard sov, lod Døren bryde op, og lod ham selv gribe
og dræbe. Kongen blev meget forbitret over sin Frændes Drab, og den
Sammenkomst, som han i saa venskabelige Hensigter havde foranstaltet, endtes saaledes,
deels ved hans egen Uforsigtighed og ukloge Spøg, deels ved Einars Heftighed,
med fuldkomment Uvenskab. Imidlertid lagde begges Venner sig strax imellem,
og dreve det dertil, at der aftaltes et Forligsmøde mellem dem. Einar begav sig
derfor atter ud til Byen, tilligemed sin Hustru Bergljot, sin Søn Eindride, og et
og over Dovre har gjestet Thore paa Steig i Fron. Thi hvorvel det nok altid lader sig tænke, at han engang
om Vintren 1049 eller Vaaren 1050 har gjort en Skynderejse fra Nidaros til Gudbrandsdalen, bliver det
dog langt fra saa sandsynligt, som at dette er skeet paa en Forbifart. Ved den her angivne Fordeling af
Begivenhederne vinder saaledes unegteligen alt en større Sandsynlighed, indre Sammenhæng og gjensidig
Begrundelse, end som det berettes i Sagaen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
