Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234 > HARALD HAARDRAADE
hed end før, idet han ofte udeblev, naar han skulde følge ham, og stundom
sværmede ude om Nætterne, i Stedet for at sove i Kongens Herberge. Kongen lagde
Merke til Halldors Forsømmelighed, og det viste sig snart, at han derfor havde
et mindre godt Øje til ham, end hidtil. Det traf sig engang, da Hornet gik rundt,
at Halldor, hvis Sidemand var en gammel og af Kongen meget yndet Hirdmand
ved Navn Thore Englandsfarer1, leverede denne Hornet, efter ærligt at have
drukket mere end Halvdelen deraf; men Thore, der var gammel og svag, kunde ikke
drikke saa hurtigt, og Kongen troede derfor at Halldor utilbørligt havde skulket.
Han sagde derfor til Halldor: «seent lærer man dog sine Folk at kjende, hvo skulde
have troet at du ved Drikken gjør Kneb med en Olding, men løber seent om
Natten efter slette Fruentimmer i Stedet for at ledsage din Konge?» Halldor værdigedes
ikke engang at svare paa denne Tiltale, men var ikke desto mindre meget
opbragt derover. Hans anden Sidekamerat, ved Navn Baard fra Oplandene, en brav
og veltænkende ung Mand, fandt dette slemt, og skyndte sig tidligt den følgende
Morgen at oplyse Kongen om hans Fejltagelse. Han fortalte ham Sagens rette
Sammenhæng, at Halldor havde drukket ærligt og redeligt, og lagde til, at det
heller ikke forholdt sig saaledes at han løb efter slette Fruentimmer, skjønt hans
Venner nok kunde ønske, at han holdt sig mere til Kongen. Harald sagde da,
at han og Halldor nok skulde blive forligte om denne Sag, naar de næste Gang
kom sammen, og da Baard nu ogsaa beroligede Halldor, blev der ikke ytret videre
derom, men Forstaaelsen mellem Halldor og Kongen var dog intet mindre end
god. Da Julen kom2, blev der, som en sædvanlig Jule-Moro, bestemt Straffe
(Vite), bestaaende i at tømme et eller flere Horn (Viteshorn), for alle Slags
Smaa-forseelser, som at komme for silde op, eller til Kirken, o. a. d. Det hørte til, at de,
der skulde tømme slige Horn, ej sad i deres sædvanlige Rum paa Bænken, men
derimod nede paa Gulvet, i Halmen, hvormed dette var belagt. En Morgen havde
Kjertes vendene, for ret at have Morskab, bestukket Klokkeren til at ringe til
Ottesang tidligere end sædvanligt, saa at en Mængde kom for seent og følgelig
dømtes til at tømme Viteshornet, blandt dem ogsaa Halldor. Han syntes
imidlertid ikke om denne Spøg, og blev siddende i sit Rum, medens de andre satte sig
paa Gulvet. Alligevel bragte man ham Viteshornet, men han vilde ikke drikke.
1 Han kaldtes saaledes, siges der, fordi han i sine yngre Dage havde været en stor Kjøbmand og
længe ligget paa Fart til fremmede Lande, navnlig England, ligesom han og havde ført Kongen mange
herlige Sager hjem.
* Af Sagaens Udtryk skulde man nærmest slutte at det var Julen strax efter den Sommer, Halldor
var kommen tilbage fra Island. Vel kunde man ogsaa formode at den i Sagaen med faa Ord omtalte
Forsømmelighed, Halldor udviste, har omfattet et længere Tidsrum, men dog maa man, naar man seer hen
til de øvrige Omstændigheder, antage Sagaens Tidsangivelse for rigtig, se nedf. S. 239.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
