Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HALLDOR SNORRESSØN MISFORNØJET
235
Dette blev meldt Kongen, som sagde: «det kan ikke være sandt, og i alle Fald vil
han da vel modtage Hornet, naar jeg selv bringer ham det». Kongen tog virkelig
Hornet, og gik hen til Halldor dermed. Halldor rejste sig op for Kongen, men da
denne bad ham at drikke, vægrede han sig derved, og meente at han ej var
pligtig dertil, da man kun havde anvendt Kneb, for at faa ham og andre fældede.
«Du faar dog drikke Vitet lige saa vel som de øvrige», sagde Kongen. «Det kan
maaskee nok lykkes dig, Konge», sagde Halldor, «at tvinge mig til at drikke dette
Vite, men ikke vilde Sigurd Syr kunne have tvunget Snorre Gode til noget, han
ej vilde». Med disse Ord tog han Hornet og drak deraf, men Kongen blev meget
vred, og gik til sit Rum. Da Nytaarsdagen kom, skulde Solden udbetales
Hirdmændene; men de fik den kun betalt i hiin daarlige Mynt, som ovenfor er omtalt,
der mere bestod af Kobber end af Sølv, og spotviis kaldtes Haraldsslaatten. Da
Halldor havde modtaget Pengene, lagde han dem paa Skjødet af sin Kappe, som
han holdt op med den ene Haand, betragtede dem, og slog saa nedenunder med
den anden saa at de faldt ned i Halmen. «Det var ilde gjort», sagde Baard, som saa
det, «thi Kongen anseer det vist for en Fornærmelse, naar man vrager hans Penge».
Men Halldor meente at det ikke havde nogen Fare. Da Julen var forbi, begyndte
Kongen at lade sine Skibe udruste for at drage sydefter, og foretage det sædvanlige
Sommertog til Danmark. Halldor gjorde dog ingen Miner til at følge med, ikke
engang da Kongen allerede var næsten rejsefærdig. Paa Baards Spørgsmaal,
hvad dette skulde betyde, sagde han at det var hans Hensigt at blive tilbage,
siden han godt kunde see, at Kongen ikke yndede ham. «Han vil dog vist, at du
skal følge med», sagde Baard, gik siden hen til Kongen, og fortalte at Halldor ej
gjorde sig rede til Rejsen, hvilket, som han sagde, var stor Skade, da man
vanskelig fik nogen, der kunde udfylde hans Sted i Stavnen. «Sig ham», sagde Kongen,
«at jeg haaber han nok bliver med, og at den Misforstaaelse, der nu en Stund har
fundet Sted mellem os, ej har noget at betyde». Baard sagde ham dette, og at
Kongen slet ikke vilde undvære hans Tjeneste. Halldor lod sig omsider overtale
til at følge med, og indtog sin sædvanlige Plads som Kongens Stavnbo. Paa
Farten sydefter traf det sig en Gang, at Halldor pludselig befalede den, der stod ved
Roret, at dreje af. Kongen derimod bød ham, at holde samme Kurs som før.
Halldor sagde atter: «drej af!» Kongen gjentog ligeledes sin Befaling. «Men I styrer
jo lige paa Skjeret», raabte Halldor. Dog det var for seent, thi Skibet stødte saa
haardt mod et Skjer, at hele Underdelen gik af, og det maatte flyttes til Land
ved Hjelp af andre Skibe, for at gjøres ved. Imidlertid blev der slaaet Telte op,
saa længe man var nødt til at opholde sig der. Morgenen efter vaagnede Baard
ved, at Halldor pakkede ind. Paa Baards Spørgsmaal, hvor han agtede sig hen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
