Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HARALDS TOG TIL VENDLAND OG PLANER MOD SKOTLAND 239
lovede ham den største Udmerkelse, og at ingen Mand skulde komme i højere
Stilling end han. Men Halldor svarede: «jeg rejser aldrig til Kong Harald, og det
er bedst at alt forbliver mellem os som hidtil; jeg kjender ham nok, og veed, at det
Løfte, han giver mig, kun betyder at han vil hænge mig i den højeste Galge, hvis
han faar mig fat». Mange Aar senere, da Harald begyndte at blive noget ældre,
sendte han Bud til Halldor med Anmodning om at skaffe ham nogle Ræveskind
til Sængeteppe, fordi han trængte til at holde sig varm. Halldor skal herved først
have udbrudt: «nu ældes den gamle Hane»: dog skaffede han ham Skindene. Det
er allerede ovenfor omtalt, hvorledes Halldor, der blev en meget gammel Mand,
plejede at fornøje sine Landsmænd paa Althingene, vel ogsaa ved andre Lejligheder,
med at fortælle om de Bedrifter, Kong Harald og han havde udført i Syden, og
hvorledes Thorstein frode sammensatte sin Saga derefter. At Uvenskabet mellem
Kongen og Halldor ikke afholdt denne fra at give ham den Roos, han fortjente,
medens han paa den anden Side heller ikke gjorde sig skyldig i Overdrivelser,
synes man at maatte slutte deraf, at Kongen erklærede sig tilfreds med Thorsteins
Beretning1.
24. Haralds Tog til Vendland, krigerske Virksomhed i Vesten,
og Rejse i Nordiishavet.
Mangelen paa omstændelige Beretninger om Haralds Krigsforetagender i
Tiden fra 1051 til 1061 maa vel, som vi allerede ovenfor have antydet, for en stor
Deel tilskrives Tidens egen Fattigdom paa Krigsbegivenheder, hvoraf man igjen
1 Harald Haardraades Saga Cap. 43—46, Morkinskinna fol. 8. Vi have ovenfor fremstillet
Tidsregningen i Fortællingen om Halldor saaledes som Sagaerne have den. Der er heller ikke egentlig i sig selv
noget usandsynligt i, at Halldors Vinterophold hos Kongen, Lystigheden i Julen med Viteshornene, og
den paafølgende Uenighed mellem Halldor og Kongen om Solden foregik samtidigt med Kongens og
Einars Stridigheder, og at det saaledes var paa den samme Rejse sydefter, at Halldor fik Svein Lyrgjas
Skib, som den, ved hvilken Harald havde skyndt sig fra Nidaros i Anledning af Einars Drab, og søgt
Hjelp hos Finn Arnessøn. Hvad der dog kunde siges at tale derimod, er en i Flatøbogen meddeelt og
i Fornm. Sögur III. 152—162 aftrykt, af os ogsaa ovenfor (B. III. S. 365 Anm. 1.) berørt Fortælling om,
hvorledes Halldor Snorressøn, ærgerlig over at Kongen negtede ham Naade for en Islænding, der havde
dræbt en kongelig Hirdmand, begav sig med ham til Gimse, under Einars Beskyttelse, hvorledes Halldor
her paadrog sig Einars Vrede ved at dræbe en af hans Frænder, men hvorledes denne skjenkede ham
Livet paa Grund af et Løfte, han efter Svoldrslaget havde givet en maskeret Mand, der løskjøbte ham
fra Fangenskab, og i hvilken han troede at gjenkjende Olaf Tryggvessøn. Denne sidste Deel af
Fortællingen er saa usandsynlig, at den svækker Troværdigheden af det hele. Men om end Halldor virkelig har
opholdt sig en Stund hos Einar og der været i Fare, behøver det ej at have været Vintren 1049—1050;
det kan ogsaa have været tidligere, f. Ex. 1047—48, saa meget mere som det i Beretningen heder at han
var siden «længe» hos Harald, og «længe» maa dog i det mindste indbefatte mere end tre Aar. I sig selv
er det, som ovenfor bemerket, heller ikke i mindste Maade underligt, om Harald endnu om Høsten 1051
vendte tilbage til Throndhjem, da Finn allerede havde faaet Urolighederne ganske bilagte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
