Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
> HARALD HAARDRAADE
28. Haralds Fejde med Haakon Jarl og Gauterne. Oplændingerne tugtes.
Da Freden var sluttet, og Harald saaledes ikke længer havde noget Angreb
at befrygte fra Danmark, vendte han tilbage til Viken, sandsynligviis, som ellers,
til Oslo1, hvor han tilbragte Resten af Sommeren, beskjeftiget med Planer til at
tugte Vestgauterne og Oplændingerne. Imidlertid sendte han paany Bud til
Oplandene efter sine Skatter, men fik det samme Svar som før, med det Tillæg,
at Bønderne intet vilde gjøre derved, førend Haakon Jarl kom til dem. Paa sin
Side søgte Kong Steenkil, der, som det heder, elskede Vestgauterne fremfor alle
andre Mænd i sit Rige, at sikre sig Bistand af Kong Sven. Denne undslog sig,
fordi han ej vilde bryde den nys sluttede Fred, men bad ham at holde sig til Haakon
Ivarssøn selv, og indsætte ham til Jarl i Vestergautland, saa vilde han nok kunne
forsvare dette Landskab. Haakon, sagde Sven, er ærgjerrig, og vil synes meget
godt om at faa et Jarledømme til, og skulde han falde, saa taber du dog ikke stort
derved, da han ej er din Undersaat. Steenkil, der i sin Tid havde været en dygtig
Kriger og ypperlig Bueskytte, men som nu var gammel, feed og tungvindt, og
vant ved Magelighed og Vellevnet2, syntes godt om dette Forslag, men Haakon
selv vilde dog ikke indlade sig derpaa, førend Kong Sven havde tilsagt ham sit
fuldkomne Venskab ligesom før. Hertil var Sven strax villig, og uagtet han
tilsyneladende overholdt Freden med Harald, var det dog nu lykkets ham at opstille
ham en farlig Modstander i Haakon, der som Jarl over Halland, Vestergautland
og Vermeland, eller, som man i Tydskland vilde have kaldt det, Markgreve ved
den norske Grændse, var i Besiddelse af en Magt, som næsten kunde kaldes kongelig,
ikke at tale om det Tilhæng, han havde blandt Haralds egne Undersaatter3. Hvad
der ogsaa, især efter de Tiders Anskuelser, bidrog til at forøge hans Indflydelse
paa disse, var, at han ved sit Giftermaal med Ragnhild var kommen i Besiddelse
af hendes Fader Magnus’s Merke eller Banner, mod hvilket det maatte holde
haardt at stride for mangen Veteran, hvem det i Venderslaget paa Lyrskovshede
havde viist Vejen til Sejr og Hæder4. Men jo farligere Haakon var, desto for-
1 Dette bestyrkes deels deraf, at han synes at have været i Nærheden af Oplandene, til hvilke han
sendte Skatkrævere, deels deraf at Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre lade ham siden drage «til
Kongehelle», hvoraf det sees, at i det mindste disse antog at han ej opholdt sig i den sydlige Deel af
Viken.
* «Steenkil var en feed Mand og tung af sig, og meget kjær i Drik», siger Morkinskinna. Om hans
Dygtighed som Bueskytte og Kjærlighed til Vestgauterne vidner Kongerækken i Vestgøtaloven, Schlyters
Udg. S. 299.
8 Om Underhandlingerne mellem Steenkil og Sven taler kun Morkinskinna, der her er noget
vidtløftigere end den anden Sagabearbejdelse.
4 Merket beskrives i Morkinskinna som meget prægtigt og udsyet med Guld.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
