Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FREDSSLUTNING I GAUT-ELVEN
267
som alle Daner saa ivrigt ønskede, og som det ogsaa var paa Tide at holde; Sven
paa sin Side ilede ikke mindre ivrigt nordefter, men havde Storm at kæmpe med
udenfor Kysten». Da Kongerne vare komne sammen, og Forhandlingerne
begyndte, fremkom Danerne med saa mange Klagemaal over hvad de havde lidt
af Nordmændene, at det en Tidlang ej saa ud til at noget Forlig kunde komme
istand. «Bønderne», siger Thjodolf, «blive meget højrøstede, og lade Ord falde,
som sætte ondt Blod: Thegnerne trætte og ere ikke forligeligt stemte, Overmodet
svulmer. Men de Mænd, der kunne mægle mellem de stridende Parter, veje alle
Sager mod hinanden, og her gjelder det at sige Kongerne uforbeholdent alt hvad
Folket ønsker; hvis Haulderne nu skilles ad i Vrede, saa er ene utidig Begjærlighed
Skyld deri». Disse forstandige Mænds Mellemkomst og vise Tale, hvorom Skalden
nævner, udrettede dog omsider saa meget, at der kom Forlig og Fred istand paa
de Vilkaar, at enhver af Kongerne skulde beholde sit Rige indtil de Grændser,
som fra gammel Tid havde været mellem Norge og Danmark; at ingen af dem
skulde eftertragte den andens Rige; at der heller ikke paa nogen af Siderne skulde
være Tale om Erstatning, men at hver skulde beholde den Fordeel eller den Skade,
han havde havt. Freden sluttedes for begge Kongers Levetid, og bekræftedes
ved Ed saa vel som ved Gisler, der stilledes af begge Parter. (1064). «Jeg har
hørt», siger Thjodolf, «at Harald og Sven glade gave hinanden Gisler: det var en
god Handling; der sluttedes fuldstændigt Forlig med Vidner og fuld Fred, saa
at der ej længer var nogen Strid: gid de nu ogsaa vilde holde Forliget»1. Saaledes
blev da omsider den langvarige Fejde mellem begge Riger tilendebragt. Den,
som høstede mindst Fordeel deraf, var Harald, der Aar efter Aar havde gjort
kostbare Udrustninger i den Hensigt at erhverve Danmarks Rige, og som nu
dog maatte lade Haabet derom fare, uden derved at erhverve Ro, da en ny og
farlig Fejde forestod ham med hans egne Undersaatter. Sven derimod kunde
prise sig lykkelig ved, at han endelig befandt sig i rolig og uforstyrret Besiddelse
af Riget. Han havde hidtil ikke attraaet at erhverve Norge, og for ham var Krigens
Hensigt opnaaet, naar Harald havde opgivet sine Fordringer paa Danmark, ligesom
det ogsaa maatte være en stor Lettelse for Danerne selv, at slippe de idelige
Herjetog, hvormed Nordmændene hjemsøgte dem.
1 Harald Haardraades Saga Cap. 88, Snorre Cap. 73. Det er ovenfor nævnt, at Morkinskinna og
Fagrskinna henføre denne Fredsslutning til det 3die Aar efter Nisaa-Slaget, eller 1065. Dertil seer man,
at Sagaskriveren nærmest har ladet sig bevæge ved et Vers af Thjodolf, hvor der staar at «Freden
sluttedes i det 3die Aar». Men hvorledes dette skal forstaaes, viser Snorre Cap. 76, hvor Verset anføres som
Vidnesbyrd for, at der hengik to Vintre mellem Nisaa-Slaget og Freden. Aaret 1062 regnes saaledes
selv som det første, 1063 som det andet, og 1064 som det tredie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
