- Project Runeberg -  Det norske folks historie / V /
292

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

292

HARALD HAARDRAADE

at have tillukket Kisten igjen kastede Nøgelen i Vandet, efter Nogles Sigende i
Nidelven, efter andres i Havet udenfor Agdenes1. Han tilkjendegav derved
tydeligt nok sit Ønske, at Skrinet ikke oftere skulde aabnes eller Ceremonien gjentages
— det skede heller ikke førend over 200 Aar senere2 —; og Aarsagen maa have
været den, at han ved at see Liget har overtydet sig om den Fare, Troen paa Olafs
Helligdom vilde være underkastet, hvis nogen efterdags fik Adgang til at betragte
det. Han styrede nu med de Skibe, der hørte til hans eget Følge, syd til
Samlingsstedet ved Solund-Øerne, hvor det varede nogen Tid inden den hele Flaade kom
sammen. Men saa mange og ypperlige Krigere Harald end havde, synes der dog
ikke at have hersket nogen god Stemning i Hæren. Ikke at der viste sig nogen
Uvilje mod Harald, men man nærede bange Anelser om at Toget vilde løbe
uheldigt af, og disse Anelser aabenbarede sig noksom i alle de slemme Drømme og
andre ulykkespaaende Forvarsler, som man fortalte hinanden indbyrdes, og som
ved at gaa fra Mund til Mund end mere maatte udbrede Misstemning og Ængstelse.
Et Par af disse Drømme have Sagaerne opbevaret. Endog Kongen selv synes
at have været smittet af den almindelige Forstemthed, thi ogsaa han skal have
haft en Drøm, der ikke var mindre foruroligende end de øvrige, og som han maa
have fortalt til sine Omgivelser, da Sagaerne ellers ikke vilde kunne have meddeelt
den fuldstændigt. Dog, jo ængsteligere Stemningen var, desto mere maa man
beundre Kongens faste Vilje, idet han desuagtet blev sin Bestemmelse tro, og
hans Krigeres Pligtfølelse, der afholdt dem fra at unddrage sig et Tog, paa
hvilket maaskee de fleste troede at gaa den visse Død imøde3.

1 Harald Haardraades Saga Cap. 114, Snorre Cap. 83, Fagrskinna Cap. 201.

2 Nemlig, som det i Hrokkinskinna udtrykkeligt siges, i Kong Magnus Haakonssøns og Erkebiskop
Jons Dage.

3 Drømmene fortælles saaledes i Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 114) og hos Snorre
(Cap. 83—85): Da de laa i Solunderne, drømte en Mand, ved Navn Gyrd, paa Kongens Skib, at han stod
paa Skibet, og saa en stor Troldkone staa oppe paa Øen med et Hugjern i den ene og et Trug i den anden
Haand, medens der sad Ravne paa alle Skibsstavne; han syntes at hun kvad et Vers, hvori hun udtrykte
sin Glæde over at Kongen drog i Krigen, og spaaede at Ravnene her vilde faa Steg nok fra Kongens Stavne.
En anden Mand ved Navn Thord, der befandt sig paa et Skib nær ved Kongens eget, drømte at han saa Haralds
Flaade nærme sig Englands Kyst, men at der oppe i Landet nærmede sig en stor slagfærdig Hær, med mange
Bannere, i Spidsen for hvilken der red en stor Troldkone paa en Ulv, som spiste paa en Menneskekrop, saa
at Blodet randt den ned om Kjæverne, og, saasnart han havde fortæret den, fik en ny af Troldkonen, og
saa fremdeles. Troldkonen, forekom det ham, kvad et Vers af dette Indhold: «den frygtelige Jøtunbrud,
som forudseer Kongens Fald i det forestaaende Slag, lader det røde Skjold skinne; hun kaster
Menneske-kjød i Uhyrets Gab; den rasende Kvinde farver Ulvens Mund med Blod». Harald selv drømte at han var i
Nidaros, og at hans Broder St. Olaf kom til ham og kvad denne Vise: «Jeg, den navnkundige digre Konge,
vandt saa mangen Sejr, mig til Hæder, jeg fik en hellig Død, fordi jeg sad hjemme; men hvad Ende det
sidste Tog end vil faa, er jeg bange for, det vil bringe Døden: da mættes Troldets Heste (Ulvene), og Gud
volder ikke saadant». I Morkinskinna fol. 18. b. (og Flatøbogen) siges der tillige at da Kong Harald steg i
sin Baad for at ro ud til Skibet, blev han saa tung, at Baaden neppe kunde bære ham. Her anføres ogsaa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/5/0308.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free