Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLAG VED STANFORD BRO. KONGENS FALD
301
ling som hidtil, vilde Angrebet neppe være blevet fornyet; Forsterkningen fra
Skibene vilde have fundet Hæren usvækket, og man kunde da have gaaet
angrebs-viis tilverks. Men i den overilede Tro, at Fienden allerede var slagen, opløste
Nordmændene — dog neppe med Haralds gode Vilje — deres Rækker for at
forfølge de Flygtende. Ved Synet deraf fik Englænderne nyt Mod, samlede sig igjen,
satte allevegne fra ind paa de fremstormende Nordmænd, og trængte ind gjennem
deres aabnede Geleder. Derved opstod et blodigt Haandgemæng, og Folkemonen
gjorde sig snart gjeldende, saa at Nordmændene begyndte at falde i Mængdeviis.
Da Kong Harald saa dette, ilede han selv til, hvor Kampen rasede heftigst, styrtede
sig, greben af den vildeste Stridslyst, som Berserkerne fordum, ind i Slagtumlen,
huggende til begge Sider, saa at hverken Hjelm eller Brynje kunde holde Stand,
og vadede, som Stuf Skald siger, gjennem Fiendens Rækker, som om han vadede
gjennem Vind. Ingen Fiende vovede længer at blive staaende hvor han stevnede
frem, og alt veg for ham. Allerede truede Flugten med at blive almindelig over
den hele engelske Hær, og Sejren syntes Nordmændene vis, da Harald blev truffen
af en Piil i Struben, saa at Blodet strømmede ud af Munden paa ham, og han
styrtede død til Jorden. De fleste af den Skare, der havde fulgt ham, faldt omkring
hans Liig, blandt dem den brave Brand; de øvrige trak sig atter tilbage under
Merkerne. Men endnu var Kampen ikke paa langt nær endt. Nordmændene
fortsatte den med største Heftighed, idet de opeggede hinanden indbyrdes. Da Tostig
blev var, at Kongen var falden, ilede han selv did hen, hvor han saa Landeydan
knejse, stillede sig under Kongebanneret, og opmuntrede Krigerne til Kamp.
Paa begge Sider var man dog saa udmattet, at der af sig selv opstod en
Standsning i Kampen, som varede temmelig længe. Dette Pusterum benyttede Harald
Godwinessøn til at byde Tostig Grid, saa vel som alle de Nordmænd, der endnu
vare i Live. Men uagtet de erkjendte deres fortvivlede Stilling —et Vers, som
Thjo-dolf just da kvad, vidner noksom herom — vilde de dog intet høre om Overgivelse,
og sagde, at før skulde de falde den ene over den anden, end de skulde modtage
Grid af engelske Mænd. Derpaa istemte de Hærskrig, og begyndte Kampen paany
under Anførsel af Tostig, der stred som en Mand, og fulgte Banneret fremad, men
overmandedes og faldt med megen Berømmelse. I dette Øjeblik, men for silde,
ankom endelig den længe væntede Undsætning fra Skibene, anført af Eystein
Orre, som strax greb Landeydan og begyndte Kampen for tredie Gang, uagtet han
og hans Mænd havde skyndt sig fra Skibene i saadan en Fart, at de formedelst
Træthed næsten vare ukampdygtige, især da de ikke, som den første Afdeling af Hæren,
vare uden Brynjer, men derimod havde marscheret i fuld Rustning. Deres
Hidsighed og Begjærlighed efter at hevne Kongens og saa mange brave Staldbrødres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
