Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIVET VED HARALDS HOF. SNEGLU-HALLE
313
Lystighed. Hvad Haralds nærmeste Omgivelser mere klagede over, var hans
Smaalighed i de regelmæssige Udgifter — f. Ex., som vi allerede have seet — ved
Lønningerne, og i den daglige Bevertning. Man fandt at der stundom ved hans Bord
herskede en upassende Knaphed, og man ankede især over at han, naar han var
færdig med at spise, hvilket han altid blev tidligere end de øvrige Bordgjester,
da han først blev opvartet, gav Tegn til at dække af ved at banke i Bordet med
Skaftet af sin Kniv. Dette ansaa man som Tegn paa Karrighed, en Lyde, der
efter Sagnet skulde være arvelig i Harald Haarfagres Æt: snarere var det dog en
Mangel paa Hensyn til andres Bekvemmelighed, hvortil Mænd i en overordnet
Stilling og af en hensynsløs Charakteer, som hans, let kunne henfalde, og som
ogsaa har været anket over hos andre Fyrster af lignende Charakteer endog i
nyere Tider. Thi ellers lagde Harald Vind paa at det skulde gaa overflødigt til,
og at de gamle Skikke ved Drikkelag ej skulde aflægges. Vi have saaledes af
Beretningen om Halldor Snorressøn seet, hvor ivrigt han overholdt, at ingen skulkede
fra at tømme det behørige Antal Bægere og Viteshorn under den almindelige
Jule-Lystighed, og hvorledes han endog selv, og det med Strenghed, tvang Halldor
til at gjøre Besked.
Af alle de Beretninger, Sagaerne have efterladt os om enkelte Islændingers
Ophold hos Harald, er der ingen, der giver os et saa anskueligt Billede af Livet
ved hans Hof, og den frie og overgivne Tone, der herskede, naar han var i godt
Lune, men paa den anden Side ogsaa af hans Haardhed og tyranniske Færd, naar
han var opbragt, som Fortællingen om en Islænding, ved Navn Halle,
almindelig-viis kaldet Sneglu-Halle. Halle, der hørte hjemme paa Gaarden Fljote i
Nordfjerdingen, rejste over til Norge med Haralds Hirdmand Baard, —
sandsynlig-viis den samme som havde taget sig saa ivrigt af Halldor Snorressøn, — og som
nu havde gjort en Kejse til Island og tilbragt en Vinter der. Halle var en god
Skald og meget skarp i sine Ord; hans Udvortes var meget utækkeligt, thi han
var høj, langhalset, smalskuldret, langarmet og grovlemmet. Efter en lang
Overrejse kom de over til Hiteren; derfra fortsatte de Vejen til Agdenes, hvor de laa
for Anker om Natten; Morgenen efter sejlede de med en svag Vind ind ad Fjorden.
Da de vare komne indenfor Rein, mødte de tre Langskibe, af hvilke et var en Drage.
I det de sejlede forbi denne, traadte en høj, prægtig klædt Mand frem af
Løftingen og spurgte, hvo der styrede Skibet, hvor de havde været om Vintren,
hvorfra de havde afsejlet, hvor de først kom til Land, og hvor de havde ligget om
Natten. Kjøbmændene ombord paa Baards Skib kunde ikke i Hast besinde sig, hvad
de skulde svare paa alle disse Spørgsmaal, men Halle svarede strax: «vi tilbragte
Vintren paa Island, afsejlede fra Gaase (i Eyjafjorden), Styrmandens Navn er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
