Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
HARALD HAARDRAADE
alle dem, han kunde, og faldt i en anden Konges Rige. Begge Brødre opførte sig
i det daglige Liv paa en sædelig og værdig Maade. Begge vare de vidt berejste og
foretagelseslystne, hvorfor de og bleve vidt berømte og navnkundige»1. Man
erfarer dog af denne Skildring, at Haralds Stræben nærmest gik ud paa verdslig
Magt, medens Olafs fornemmelig sigtede til Religionens Befest else. Men om end
Olafs Strenghed og de haarde Midler, han anvendte, heri finde en Undskyldning,
der ej kan blive Haralds paa verdslige Formaal rettede Politik til Deel2, saa faar
man dog derved uvilkaarligt Forestillingen om en større Stivhed og Alvorlighed
ved Olafs stilfærdige Hof, hvor Skaldene sjeldnere kom til Orde, end i Haralds
lystige Haller, der gjenløde af herlige Skaldekvad og selskabelig Munterhed, og
hvor Kongen, naar han var i godt Lune, selv var den første til at oplive sin Kreds
ved underholdende Samtale og morsomme Indfald. Især fornøjede han sig da
ved et Slags Kappestrid i bidende Ord. Han henkastede slige Ytringer, snart til
En snart til en Anden af sine Omgivelser, ofte i Vers, stundom i almindelig Tale.
Fik han da et vittigt Svar, morede han sig kosteligt derover, lige meget om det
var nærgaaende, ja endog strengt taget upassende. Men saa godt han fandt sig
i alle slige Svar, naar han var i godt Lune, saa ilde optog han dem igjen, naar han
var i slet; og derfor var det altid forbundet med Fare at spøge med ham; thi
undertiden var det vanskeligt nok at blive klog paa, i hvad Stemning han befandt sig.
Og blev han først opbragt paa nogen, var han hensynsløs i sin Hevn og vanskelig
at stille til Rette. Heldigviis synes dog de Tider, i hvilke han var i slet Lune og
tilbøjelig til at optage ethvert Svar ilde, at have været forholdsviis sjeldne, og
Frygten, at de skulde indtræde, ej at have virket hemmende paa den almindelige
1 Harald Haardraades Saga Cap. 124, Snorre Cap. 105.
2 Paa de mindre ædle Midler hvoraf Harald stundom benyttede sig til at faa sine Fiender og politiske
Modstandere ryddede af Vejen, have vi allerede ovenfor seet Exempler. Til disse kan man maaskee ogsaa
henføre endnu en Fortælling, der alene findes i de vidtløftigere Kongesagaer (Harald Haardraades Saga
Cap. 109, Morkinskinna, fol. 17 a). Det heder her, at Harald engang kom til det Sted, hvor Slaget mellem
Tryggve Olafssøn og Svein Alfivessøn havde staaet (se ovenfor B. IV. S. 350, 351); han traf der en Mand,
der havde været med Tryggve og elskede ham højt; denne Mand blev meget betagen ved at see Kongen,
og angav som Grund, at Synet af fyrstelige Personer altid gjorde et sterkt Indtryk paa ham siden Tryggves
Død, eftersom denne slet ikke var falden i Slaget, men derimod myrdet af den Bonde, som boede i
Nærheden. Harald, siges der, lod nu Bonden ved Pinsler tvinge til at tilstaa Forbrydelsen, og lod ham derpaa
hænge. Men de Skaldekvad, der omtale Tryggve som falden i Slaget, synes at støtte sig til Øjevidners
Beretning; højst urimeligt synes det, at hiin Ven af Tryggve i saa lang Tid skulde kunne have opholdt
sig uantastet nær ved hans foregivne Morder, og ligesaa urimeligt er det, at hiin Bonde skulde have myrdet
ham hemmeligt, hvor det tvertimod betragtedes som en Fortjeneste at dræbe ham. Angivelsen maa derfor
vistnok have været usand; og hvis det er sandt, at Harald lod Bonden hænge, opstaar der sterk Mistanke
om at Harald selv har opstillet Angiveren for at faa Paaskud til at rydde den ham af en eller anden Grund
forhadte Bonde af Vejen. Men den hele Fortælling er noget apokryfisk, og dens Udeladelse hos Snorre
vidner sterkt mod dens Troværdighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
