Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIVET VED HARALDS HOF. SNEGLU-HALLE
315
dygtig Skald han end var. Halle sagde at han heller ikke havde tænkt at maale
sig med Thjodolf, og aller mindst naar han ej havde været tilstede ved den
Begivenhed, som skulde besynges. Dette hans Svar blev strax fortalt Kongen, men
fordrejet saaledes som om han havde erklæret sig for lige saa god Skald som Thjodolf.
Dette, meente Kongen, var umuligt, men han vilde dog med det første sætte ham
paa Prøve. Denne Prøve udeblev heller ikke længe. Ved Kongens Hof var der
en frisisk Dverg, ved Navn Tuta. Han var ikke højere end et tre Aars Barn, men
hans Hoved var stort og af et gammelt Udseende, Kroppen bred og tyk. En Dag,
da man sad ved Bordet, havde Kongen for Løjers Skyld ladet ham tage en Hjelm
paa Hovedet, og iføre sig hans Brynje, Emma, hvilken han havde anskaffet sig
i Constantinopel, og som var saa siid, at den naaede ham selv, en saa høj Mand,
ned paa Læggen, naar han stod oprejst. I dette Optog, og med Sverd ved Siden
kom Tuta gaaende ind i Hallen, til Alles Forundring. Kongen lagde en Kniv og
Belte paa Bordet, og udlovede dem som Belønning for den, der paa staaende Fod
kunde kvæde en god Vise om Dvergen, men lagde til, at om nogen forsøgte derpaa,
men skilte sig daarligt derved, skulde han have hans Utak. Strax hørte man en
Mand i et af de ydre Sæder paa Bænken istemme en Vise: det var Halle. Han
skilte sig saa godt derved, at Kongen, trods Thjodolf s Knurren, gav ham den
lovede Belønning, og tilføjede, at man ej uden at være uretfærdig kunde negte,
at Visen var god.
Siden bragte Halles Kaadhed ham i en alvorlig Knibe. En Dag, da Kongen
efter Sædvane gav Tegn med Kniven til at tage af Bordet førend de øvrige vare
mætte, snappede Halle et Stykke af Fadet og beholdt det hos sig, idet han sagde:
Jeg kærer mig ej om
at Kongen banker,
lader Munden tygge,
gaar mæt til Sængs.
Ikke nok hermed, traadte han Morgenen efter frem for Kongen med Skjold
og Sverd, og kvad en Vise, hvori han ytrede, at Nøden drev ham til at sælge baade
Sverd og Skjold for Brød og Suul, siden Kongen sultede sine Mænd saaledes at de
gik ganske tynde og udtærede. Kongen svarede intet, skjønt alle kunde see at
han var vred, undtagen Halle selv, der kun blev endnu dumdristigere end før.
Faa Dage efter, da han i Kongens Følge ledsagede ham ude paa Gaden, fandt
han paa, med eet at løbe afsted i al Fart forbi Kongen. Denne spurgte, i Versform,
hvad han havde fore. Halle svarede ligeledes i Vers, at han vilde kjøbe sig Grød.
Kongen, som antog det Hele for en Spøg, lagde ikke videre Merke til ham, førend
han kom hen til en Gaard, hvor Halle sad udenfor med en stor Grødkjedel og
spiste af alle Kræfter. Kongen spurgte meget vred, hvorfor han var kommen fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
