Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316 HARALD HAARDRAADE
Island til Høvdinger alene i den Hensigt at haane dem. Halle undskyldte sig med
at heller ikke Kongen slog Vrag paa gode Sendinger, og Thjodolf kvad et
Spøge-vers, da Halle efterat have spiist sig mæt, kastede Kjedlen fra sig. Men Kongen
tilgav ikke saa let Fornærmelsen, og ved Aftensbordet lod han et heelt Fad med
Grød sætte foran Halle, og befalede ham at spise. «Dertil behøver man ej at tvinge
mig», sagde Halle nok saa roligt, «da jeg synes meget godt om Grød», og gav sig
til at spise; men det var ham umuligt at tømme det hele Fad, og han holdt derfor
op, da han ikke orkede mere. Kongen gik nu til ham med draget Sverd og bød
ham at spise. «Nej», sagde Halle, «det gjør jeg ikke: dræb mig om I vil, men Grød
skal ej blive min Bane». Kongen ståk Sverdet i Slidren og satte sig ned, men sendte
siden Tuta med en stegt Griis fra sit eget Bord til Halle, idet han paalagde
Dvergen, naar han var kommen midt paa Gulvet, og ikke før, at hilse Halle, at han
skulde have digtet en Vise, førend han modtog Grisen, eller ogsaa lide Døden.
Tuta gjorde Indvendinger, men det hjalp ikke; han maatte fremføre Befalingen.
Halle havde sit Vers færdigt i rette Tid, og fremsagde det, idet han modtog
Sendingen. Kongen fandt det meget godt i Betragtning af den korte Tid, der var ham
levnet til at digte det, og skjenkede ham sin fulde Tilgivelse. Opmuntret herved
digtede Halle et Kvad til Kongens Ære, og udbad sig om Jule-Aften Tilladelse
til at fremsige det. Kongen spurgte om han forhen havde digtet noget
fuldstændigt Kvad, og da Halle benegtede det, ytrede han at mange vistnok vilde finde
det dumdristigt af Halle, første Gang at behandle et Emne som saa store Skalde
allerede havde besunget. Han æskede ogsaa Thjodolf s Mening derom: denne gav
intet bestemt Svar, men ytrede kun ondskabsfuldt at Halle gjorde bedst i, ikke
at lyve for Kongen. Paa Kongens Spørgsmaal, om han da virkelig havde løjet,
svarede Thjodolf ja, saasom Halle virkelig allerede tidligere havde digtet et Kvad,
nemlig de saakaldte Kolle-Viser, om en Ko, han gætede ude paa Island. Halle
erkjendte Sandheden heraf, men meente, at et saadant Kvad ikke var for noget
at regne. Kongen forlangte dog at høre det, og Halle erklærede sig villig til at
kvæde det, naar Thjodolf ogsaa vilde kvæde et lignende, som han havde digtet
hjemme paa Island, kaldet Søpletrugs-Viserne. «Det er ellers vel», lagde han til,
«at Thjodolf vælter sig ind paa mig, thi ogsaa mine Bide- og Jexel-Tænder ere nu
saa vidt fremme, at jeg godt kan give ham lige for lige». Kongen, som havde de
største Løjer af at hidse dem paa hinanden, forlangte nærmere Oplysninger om
Thjodolf s Kvad, og om Aarsagen til dets besynderlige Navn. Halle sagde at da
Thjodolf var hjemme, maatte han bære Asken ud i et Søpletrug med sine øvrige
Syskende, og ansaaes næsten altfor enfoldig endog til en saa ringe Syssel, thi man
maatte altid see efter, om der ikke var Ild i Asken, der siden kunde gjøre Skade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
