Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
HARALD HAARDRAADE
det samme; gav han dig ikke mere?» Audun nævnte den med Sølvpenge fyldte
Pose, og Hensigten, i hvilken Sven havde givet ham den. «Det var overordentligt»,
sagde Harald, «og jeg havde ikke gjort det, da jeg vilde have anseet mig fri for
al Forbindtlighed ved at give dig Skibet; fik du endnu mere?» «Ja», svarede Audun,
«han gav mig denne Ring, som jeg her bærer paa Armen, da jeg, som han sagde,
ikke vilde være uden Midler, saalænge jeg havde den, om jeg end mistede alt det
øvrige; han paalagde mig derhos aldrig at afhænde den, med mindre jeg troede
at skylde en fyrstelig Mand saa meget godt, at jeg vilde forære ham den: og denne
Mand har jeg nu fundet, thi det stod dig frit for at tage baade Dyret og mit Liv,
men du lod mig fare i Fred did hen, hvor andre ej fik Tilladelse at komme». Med
disse Ord tog Audun Ringen og gav Kongen den. Kongen modtog taknemmeligt
den med saa udsøgt Fiinhed overrakte Gave, og skjenkede Audun gode
Foræringer, førend han drog bort. Det tilføjes, at Audun kom heldigt til Island den samme
Sommer, og at det stedse gik ham meget godt1.
Den Anseelse, Thjodolf, Stuf, Halle og andre Skalde nøde ved Haralds Hof,
viser noksom, hvor meget han yndede Skaldekunsten. I det Foregaaende have
vi ogsaa anført flere Exempler paa den Færdighed, hvormed han selv udøvede
den. At han saavel af sin Samtid som af Eftertiden betragtedes som en af de
ypperste Kjendere og paalideligste Bedømmere af Skaldekunstens Frembringelser,
fremlyser saavel af flere Beretninger i hans Saga SQm af den Omstændighed, at
hans Vers i Snorre Sturlassøns Skalda eller Anviisning til Digtekunsten hyppigt
anføres blandt de ypperste Skalders Arbejder som klassiske Mønstere til
Efterligning. Hvor strengt han bedømte endog sine egne Præstationer, have vi ovenfor
seet, da han strax før Stanford-Slaget erklærede et Vers, han havde improviseret,
daarligt, kun fordi det indeholdt en Dunkelhed2. Og hvor skarpt hans Øre var,
derom vidner en liden, i Sagaerne opbevaret Fortælling om en Art af poetisk
Vedde-kamp mellem Kongen, en Mand ved Navn Thorgils, og Thjodolf Skald. Engang,
berettes der, da Kongen sejlede med sin Flaade langs Kysten, kom han forbi en
Mand, der sad i en Baad og fiskede. Kongen var i godt Lune og spurgte om han
kunde digte. Øjeblikkelig kom han med et Vers, hvis første Halvdeel handlede
om hans Fiskeri, hvorledes han fangede baade Hyser og Langer; den anden
derimod om hans tidligere Krigsbedrifter, hvorledes han bar et guldomvundet Sverd,
og farvede Spydet i Blod. Hiint — saaledes sluttede han den første Halvdeel —
1 Harald Haardraades Saga Cap. 72—73. Morkinskinna fol. 10 a. b. Blandt hans Efterkommere
nævner Hrokkinskinna en vis Thorstein Gydassøn, der maa have levet omkring 1300.
2 Nemlig fordi Ordet «mina» i Originalen, se Harald Haardraades Saga Cap. 118, snarere kan
henhøre til «hjalmar» end til det underforstaaede «brynju».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
