Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
MAGNUS OG OLAF HARALDSS 0NNER
fordeelagtigt for Olaf: han taler i det mindste om at danske Krigere sank til Bunds
og at deres Liig opskylledes paa Kysten; men rimeligere er det dog, at Sven, der
vistnok var Olaf alene overlegen, efter en hidsig, og maaskee i det hele taget for
Nordmændene hæderlig Fegtning, har tvunget Olaf til at trække sig tilbage og
undgaa videre Kamp, indtil han havde forenet sig med den betydeligere Styrke,
som hans Broder imidlertid bragte nordenfra. Skalden omtaler nemlig selv strax
efter, hvorledes Olaf styrede østfra, medens hans Broder førte en større Flaade
nordenfra forbi Stad1: dette antyder, at begge Flaader forenedes efter Kampen
ved Halland. Og den samtidige Mag. Adam af Bremen siger, at Sven med stor
Tapperhed kuede Olaf og Magnus2: en Efterretning, som Mag. Adam vistnok kun
modtog af Sven selv, og hvilken, ligesom flere andre, Sven meddeelte ham, kan
have, og sikkert har indeholdt betydelige Overdrivelser, men for hvilken dog,
under de nys skildrede Omstændigheder, nogen Sandhed synes at maatte ligge
til Grund. Ifølge vore Sagaer var det ogsaa Olaf, der først tilbød Fred3. Dette
Tilbud gjorde han dog nu, med den forenede norske Flaade under sin Anførsel,
ikke, som om han frygtede Sven og Danerne, men som den, der i Bevidstheden
om sin Kraft søgte Freden for Fredens Skyld alene. Han lod melde Sven, at
saa vel Kongerne, som Nordmændene i Almindelighed, ønskede Fred, dog kun
paa samme Vilkaar, som den forrige Fredsslutning i 1064; ellers, tilføjede han,
vilde de lade det komme an paa Krigslykken; Danerne maatte ikke glemme, at
hiin Fred var sluttet efter deres Bøn, hvori Nordmændene indvilgede, og det
torde nok hænde, at Nordmændene endnu kunde gjøre dem Afbræk nok, om end
Kong Harald var død. Sven synes at have indseet det grundede i disse
Forestillinger, især da han paa denne Tid beskjeftigede sig med Planer til at komme
de overvundne Angler til Hjelp mod Erobreren Vill jam, og derfor snarest muligt
maatte ønske at faa en Krig tilendebragt, som truede med at blive langvarigere
og farligere, end han maaskee havde væntet, og som man alene kan undre sig over
rød; jeg mindes det grant. Den gode Konge farvede de blanke Sverd med Blod udenfor Halland, hvor
Krigerne sloges». I Hrokkinskinna staar der og, i Anledning af Steins Vers: «Stein antyder at Kong Sven
har mødt Kong Olafs Ledingshær og kæmpet med den».
1 Verset lyder fuldstændigt saaledes: «For at bestaa Kampen belavede Fyrsten sig paa en haard
Dyst; den tapre Konge bød at styre østenfra med Hærskjold. De lange Skibsborde bragte en noget større
Styrke nordfra forbi Stad, og begge Konger betraadte Hvalens Tumleplads (Havet)».
2 Mag. Adam III. 53. Her staar: «Illo tempore clarissimus inter barbaros fuit Svein rex Danorum,
qui reges Nortmannorum Olaf et Magnum constrinxit magnå virtute». I dette samme Capitel omtaler Mag.
Adam, hvorledes han selv, kort efter at han var kommen til Bremen (nemlig i 1068, se III. 4) begav
sig til Kong Sven, og fik mange Underretninger af ham. Hvad Mag. Adam fortæller fra disse Aar, har
saaledes i det mindste Samtidighedens Fortrin.
3 Egentlig siges det kvm i Morkinskinna og Fagrskinna udtrykkeligt. De andre Sagaer sige kun at
der gik Mænd mellem Kongerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
