Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONG MAGNUS’S DØD 345
Uagtet Haakon strengt taget maatte være at betragte, og, som man af det
følgende seer, virkelig betragtedes som Arving til Magnus’s Deel af Riget, kunde
der dog, saa længe han var mindreaarig, ej være Tale om at tage ham til Konge,
og Olaf blev saaledes Landets Enehersker. Han vedblev endog at være det, efter
at Haakon var bleven voxen, uden at denne eller hans Frænder, som det synes,
gjorde det ringeste Forsøg paa at faa nogen Deling tilvejebragt. Aarsagen var
visselig den, at man følte sig saa vel under Olafs lange, fredelige og milde
Regjering, at Alle havde vundet ham kjær, og at en Forandring i de bestaaende
Forhold alene kunde betragtes som en Ulykke for Landet.
34. Norges Forhold til Nabo-Rigerne.
Uagtet Kong Olaf tidligt havde været med i Vaabenferd, og i den sidste Fejde,
trods sin Ungdom, viist en fast, krigersk Holdning lige over for Kong Sven, der
afskrækkede denne fra at drive de begyndte Fiendtligheder videre, stod hans
Lyst dog ingenlunde til Krig. Han var af et roligt og stille Sindelag, meget religiøs,
satte sin største Glæde i at virke for Landets Opkomst og Folkets Uddannelse,
og yndede i det hele taget meest et mageligt Liv, omgivet af den Overflod, som
alene Freden og dens Sysler kunne give. Omstændighederne vare ogsaa i denne
Henseende særdeles gunstige for ham, da alle Nabolandene just paa den Tid vare
saaledes optagne af indre eller ydre Fejder og Uroligheder, at det ikke kunde
medens Krigen og Underhandlingerne med Danmark stode paa; i den samme Tid maa hans Bekjendtskab
med Haakons Moder falde, hvis hun skulde kunne føde denne til Verden i "den første Halvdeel af 1069;
hun maa altsaa — det lader nemlig ej til at Magnus var gift, eller, om han var gift, havde taget sin
Dronning med — have hørt hjemme i Omegnen af Kongehelle, netop hvor Sveinke havde sit Sæde. Og
der er hun vel forbleven, og har født Haakon, hvilken Sveinke, den mægtigste Mand i Nærheden, har taget
sig af indtil han kunde bringes til Steigar-Thore, hvem Magnus sandsynligviis paa sin Dødssæng har
overdraget Opfostringen, som hjemmehørende i hans, og derfor og paa en vis Maade i Haakons, Deel af
Riget. Da saaledes Opfostringen hos Sveinke kim var midlertidig, kan man godt forstaa, hvorfor
Morkinskinna ej nævner noget om den. I Udgaven af Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106, er det
urigtige Tillæg indkommet, hvor Steigar-Thore nævnes, at han var Kong Magnus den godes sammødre Broder.
Dette var en langt anden Thore, og han tilbragte sine sidste Dage i Danmark, se ovenfor S. 151. Hvad
Magnus Haraldsson angaar, maa det forresten merkes, at han, maaskee paa Grund af hans Regjerings
Kortvarighed, ikke af sine Efterfølgere af samme Navn regnedes med, eller fik noget Nummer som
Magnus den 2den. Man finder nemlig, at Kong Magnus Haakonssøn (1263—1280) i egentlige Aktstykker baade
kaldte sig selv og blev kaldet Magnus den 4de. Da nu Magnus Erlingsson var Norges første kronede
Konge, og derfor nødvendigviis maa have været regnet som Magnus den 3die, medens Magnus den gode
upaatvivlelig har været opført som Magnus den 1ste, bliver der med Hensyn til Magnus den 2dens Plads
Spørgsmaal om disse tre: Magnus Haraldsson, Magnus Barfod, og Magnus blinde; strengt taget kunde
man regne endnu en fjerde, Magnus, Harald Gilles Søn, der dog kun levede kort og var vanfør. Af disse
Magnusser var Magnus Barfod saa meget berømtere end de øvrige, at Magnus den 2den ej kan være
nogen anden end han. Magnus blinde er maaskee udeladt, fordi de efterfølgende Konger af Harald Gilles
Dynasti ej vilde erkjende ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
