Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
358
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
formodes at være redebon til Alt, hvad der paa nogen Maade kunde bidrage til
at gjøre ham Norges Konge forbunden, var netop det belejlige Øjeblik kommet
for Olaf til at fremsætte sin Fordring, og det er derfor højst rimeligt, at
Sagaskriverne have forvexlet den Tid, Olaf blev Enekonge i Norge, med den Tid, da
han aller først fik Kongenavn. Og saaledes bliver det ej usandsynligt, at det
Skib, hvorpaa Skule bragte Haralds Liig tilbage til Norge, var det selvsamme
som det oven nævnte, paa hvilket Villjams Gesandter til Olaf og Flygtningen
Thorgaut havde indskibet sig. Der tales ogsaa om en fjerde Søn af Harald
Godwinessøn, ved Navn Harald, der efter Faderens Fald skal have taget sin Tilflugt
enten til Olaf eller til hans Broder Magnus, have nydt en venskabelig Behandling
ved hans Hof, og siden ledsaget Olafs Søn Magnus Barfod paa hans første Vester
-havs-Tog1. Men vist er det, at Olaf selv, i det mindste saa længe Sven Ulfssøn
levede, og i flere Aar efter hans Død, ikke gjorde mindste Mine til at forurolige
Villjam i Besiddelsen af England.
Olafs Neutralitet i de engelske Anliggender gjorde for øvrigt ingen Forandring
i det venskabelige Forhold, der var opstaaet mellem ham og Sven Ulfssøn efter
Fredsslutningen 1068 og hans Giftermaal med Svens Datter. Det synes endog,
efter hvad der i det følgende vil blive viist, som om Olaf i det mindste i kirkelig
Henseende afveg fra sin Faders Uafhængighedspolitik og sluttede sig til den,
Sven fulgte; hertil har dog vel ogsaa Pave Gregor den 7des merkelige
Personlighed, der ytrede sin Indflydelse endog til de fjerneste Egne af den romerske
Kirkes Omraade, ikke lidet bidraget. Da Sven Ulfssøn var død (28de April 1076)2
efter at have udnævnt sin Søn Knut til sin Efterfølger, men dennes ældre
Halvbroder Harald, understøttet af sin Svigerfader, Aasbjørn Jarl, der altsaa var
vendt tilbage fra sin Landflygtighed, var tagen til Konge paa Iisøre-Thing, imod
1 Villjam af Malmsbury III. 260, hvor der dog hersker stor Forvirring. Efter Magnus den gode, siges
der nemlig, fulgte som Konge i Norge en Usurpator, «Sven Herdhand», efter denne Magnus’s Farbroder
Olaf, efter Sigende hellig; (her har man altsaa fra Magnus den gode vendt tilbage til Sven Jarl og efter
ham faaet Olaf den hellige, som forhen er omtalt, paany frem); efter Olaf hans Broder Harald Harvagra
(d. e. Haardraade), der faldt i England mod Harald Godwinessøn; efter ham hans Sønner, Olaf og
Magnus, der deelte Riget, men af hvilke Magnus kort efter døde, saaat Olaf blev Enekonge; efter denne
Magnus, der nys faldt i Irland (Magnus Barfod). Med Undtagelse af de Konger, der indskydes mellem
Magnus den gode og Harald Haardraade, og som maaskee endog kun ere indkomne ved en senere Glosse,
er Rækken saaledes rigtig. Men derpaa tilføjes at det var Magnus Haraldssøn, som efter Faderens Fald
fik Tilladelse af Harald Godwinessøn til at drage bort fra England; at det var ham, til hvem Harald,
den engelske Haralds Søn, tog sin Tilflugt, og endelig, at det var i Følge med ham, at denne Harald
gjorde Toget til England paa Villjam den 2dens Tid. Saaledes har Forfatteren her sammenblandet
Magnus Haraldssøn og Magnus Barfod, uagtet han strax forud har rigtigt skjelnet mellem dem.
2 Sven døde i Suddathorp, den samme Landsby, hvor Snorre, men, som ovenfor nævnt, urigtig, lader
Magnus den gode dø, maaskee forledet derved at ogsaa Sven kaldte sig Magnus. Ælnodh henfører urigtigt
Svens Død til 1074.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
