Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360 OLAF HARALDSSON (KYRRE)
imidlertid, om han i Længden vilde have kunnet modstaa Knuts Opfordringer,
der, som vi ville see, siden formaaede ham til at gjøre en Undtagelse fra sin gamle
Fredspolitik. Men kun lidet over et Aar efter at Olaf havde modtaget hiint Brev
fra Paven, døde Harald (17de April 1080), og Knut blev nu uden Modsigelse tagen
til Konge, saa at han ikke længer trængte til Olafs Bistand i dette Anliggende.
Og nu herskede det nøjeste Venskab mellem begge Riger, eller rettere deres Konger.
Dette viste sig blandt andet, da den mægtige Jyde Egil Ragnarssøn, hvilken Knut
havde frataget hans bornholmske Forleninger, enten nu for at hevne sig herover,
eller for at skaffe sig Midler til at leve paa lige saa stor Fod som forhen, plyndrede
et rigt ladet norskt Skib, der var kommet paa Grund ved nogle Smaaøer i
Nærheden af Bornholm, og derpaa brænde det op med hele Mandskabet. Knut
begav sig i den Anledning selv til Bornholm, lod Egil gribe, og, da han havde
tilstaaet Forbrydelsen, hænge i nærmeste Skov: hans Mænd og Medskyldige bleve
ligeledes deels henrettede, deels lemlæstede, deels landsforviste, og det uagtet
Knut derved paadrog sig et uforsonligt og farligt Had af Egils mægtige Frænder
i Jylland1.
Knut, der var krigersk og foretagelseslysten, og som ved sine heldige Tog i
Austerveg, ved sin kraftige Regjering og sin Iver for Religions væsenet, havde
erhvervet stor Anseelse, modtog imidlertid gjentagne Opfordringer fra de, om
end ydmygede, dog endnu langtfra med Nordmannernes Herredømme forsonede
Anglo-Daner om at komme dem til Hjelp2. Tiden dertil syntes ej at være
ubelejlig. Villjam havde i de senere Aar været mindre heldig i sine Foretagender
end tidligere. Et Tog til Bretagne, han gjorde for at forfølge og straffe Robert
af Herefords Medsammensvorne, Radulf af Østangel, mislykkedes, da Greven af
Bretagne, understøttet af Villjams egen Lensherre, Kong Philip af Frankrige,
kom Radulf til Hjelp3. Han laa i Uvenskab med sin egen Søn, den urolige Robert,
der nu, efter at være bleven voxen, fordrede Nordmandie og Maine, og fandt
Understøttelse, saavel hos Kongen af Frankrige som hos sin Morbroder, Grev
Robert af Flandern, der havde erhvervet dette Fyrstendømme efter at have
fældet sin Brodersøn Arnulf, den retmæssige Arving til Fyrstendømmet, i et
blodigt Slag. Endelig kom Villjam i Uenighed med sin egen Broder, Biskop Odo
af Bayeux, som han havde udnævnt til Jarl i Kent og Statholder i England under
sin Fraværelse i Nordmandie: da den ærgjerrige Odo endog stod færdig til at
gjøre et Tog til Italien, for at sikre sig Pave værdigheden efter Gregor den 7de,
1 Knytlingasaga, Cap. 33—40.
2 Ælnodh, Knut den helliges Levnetsbeskrivelse, hos Langebek, Ser. r. D. III. S. 347.
3 Florents af Worcester ved 1075. Chron. Sax. ved 1076. Simeon af Durham, Twysden S. 209.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
