Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
372 OLAF HARALDSSON (KYRRE)
bindelsen med den engelske Kirke holdt ogsaa den norske Selvstændighedsfølelse
oppe; men denne Støtte faldt ved Villjam Erobrerens og Landfranks Kirkereform,
og den norske Kirke, anviist alene til den Modstandskraft, som den selv kunde
udvikle, maatte rives med af den almindelige Strøm henimod det Maal, hvortil
ogsaa Kongens Ønsker stundede. Det første Tegn til, at Olafs Anskuelser om de
kirkelige Forhold vare forskjellige fra hans Faders, aabenbarer sig deri, at den
forhen omtalte Biskop Bernhard den Saxer, der havde svoret Erkebiskop Adalbert
Troskabs-Ed, og, falden i Harald Haardraades Unaade, havde maattet tage sin
Tilflugt til Island, nu, kort efter at Olaf var bleven Enekonge, vendte tilbage
igjen til Norge efter 20 Aars Fraværelse, og blev godt modtagen af Kong Olaf,
der først sendte ham til Rom, for, som det heder, at frede for den Afdøde1 —
hvilket her neppe kan betyde andet, end at udvirke Pavens Absolution for hans
Fader Harald Haardraades Sjæl —, og derpaa, efter hans Tilbagekomst,
udnævnte ham til Biskop paa Sellø, eller for Gulathingslagen, hvor han, som af
Mag. Adams Ytringer kan sees, paa den Tid, han skrev sit Verk, endnu var i
fuld Virksomhed, og, som Mag. Adam udtrykker sig, vandt mange Sjæle for Guds
Ord. Det samme vidner han ogsaa om Aasgaut, Thjodolf og Sigurd, saa at den
hellige Moderkirke, som han siger, da nød den herligste Fremgang i alle Norges
Landskaber2. Men hvad der især røber et andet Forhold end forhen mellem Norge
og Erkestolen i Bremen, er de store Planer og Forhaabninger, hvortil Erkebiskop
Adalbert nu atter hengav sig, og som neppe kunde have opstaaet hos ham, hvis
han ikke nu ogsaa troede sig sikker paa den norske Kirkes Underdanighed. Han
havde i den sidste Tid døjet megen Modgang. Den almindelige Misfornøjelse
over den Indflydelse, han udøvede hos den unge Kong Henrik, og som han søgte
at vedligeholde ved at føje ham i alle hans slette Tilbøjeligheder, steg endelig
saa højt, at Rigets Fyrster, i Særdeleshed Erkebiskopperne af Mainz og Køln,
paa et Rigsmøde i Tribur ved Paasketid 1066 tvang Henrik til at afskedige ham
som sin fornemste Raadgiver, og dreve ham med væbnet Haand fra Slottet.
Hjemkommen til sit Erkestift, som han havde forarmet ved de umaadelige
Udgifter, hans Pragtsyge og Bestræbelsen for at vedligeholde verdslig Indflydelse
udfordrede, bragtes han i den yderste Nød af sine Arvefiender, Hertug Ordulf
af Saxland og Sønnen Magnus, der nu vilde benytte Lejligheden til at tilrive
sig hans Besiddelser. Den voldsomme Magnus belejrede ham endog i Bremen,
saa at han en Nat i al Hemmelighed maatte flygte til Goslar, og han saa sig
endelig nødt til at slutte et Forlig med Magnus, hvorved denne vistnok erkjendte
1 Hungrvaka, Cap. 3, jvfr. Landnåmabok, Tillæg. Se ovenfor S. 192.
2 Mag. Adam, IV. 33.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
