Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
OLAF HARALDSSON (KYRRE)
æventyrlige Forsæt afstod han dog, da Kong Sven forestillede ham, at
Omvendelsesverket hos de nordiske Folk lettere befordredes ved Mænd, der talte deres
Sprog og vare vante ved deres Levemaade, end ved Fremmede. Derimod besluttede
han at holde et almindeligt Kirkemøde for hele Norden i Slesvig, hvor der skulde
forhandles deels om Indførelse af Tiende, deels om allehaande Reformer i
Gejstlighedens og Folkets Levemaade, fornemmelig med Hensyn til de Gejstliges
Havesyge og den almindelige Usædelighed. Dette store Kirkemøde, som han haabede
at see forherliget ved alle de nordiske Biskoppers Nærværelse, udskrev han saavel
efter særskilt Bemyndigelse af Pave Alexander, som i Forvæntningen af Kong
Svens Bistand. Men han havde dog ikke den Glæde at see det komme istand.
Biskopperne fra Norden indfandt sig ikke, uagtet i det mindste de danske
opfordredes dertil ved en særskilt Skrivelse fra Paven. Sandsynligviis har Rejsen
faldet dem for besværlig, og Kong Svens Krigsforetagender mod England har
hindret ham fra at tage sig saa meget af Adalberts Anliggender, som han ellers
havde kunnet eller villet. Og hvor de danske Biskopper udebleve, kunde man
endnu mindre regne paa de norske og svenske. Men alene i den Omstændighed,
at Adalbert tænkte paa at besøge Norge, og at han haabede at see de norske
Biskopper ved Kirkemødet, ligger en Antydning af, at han nu var traadt i en
venskabeligere Forbindelse med den norske Kirke. Hertil kommer ogsaa, at
Kong Sven, som det udtrykkeligt siges, sendte flere af sine Klerker saavel til
Sverige, som til Norge og dets Øer, for at prædike1: en Sendelse som Harald
Haardraade neppe vilde have tilladt, og som vidner om, at hans Søn Olaf stod
i et langt andet Venskabs-Forhold til Sven og Danmarks Gejstlighed. Man kunde
næsten endog være fristet til at tro, at der ved Fredsslutningen 1068 fra dansk
Side har været fremsat og fra norsk Side har været antaget en bestemt og
særskilt Betingelse angaaende Christendommen og Erkjendelsen af den bremiske
Erkestols Overhøjhed2.
1 Mag. Adam, III. 53.
* Tidsregningen for alle disse Begivenheder kan ikke med Nøjagtighed bestemmes efter Mag. Adams
Verk, da han omtaler dem hist og her, og ikke i nogen nøjagtig Orden. Dette gjelder især om Adalberts
Forsæt, selv at berejse de nordiske Lande, hvilket han vist allerede har næret og omtalt langt tidligere,
end hans Gjenerhvervelse af Magten i 1069. Saa meget er imidlertid vist, at hans Bestræbelser for at
faa et almindeligt Provincialmøde istand tilhører hans sidste Livsperiode, ikke, som enkelte have troet,
hans tidligere. Thi af et Brev fra Adalbert til Biskop Villjam af Roeskilde, som Mag. Adam anfører III.
70, og hvor Adalbert melder at han har bestemt at afholde en Synode i Slesvig, fortæller han ligeledes,
at Biskop Adalward, der var indviet til Biskop i Sigtun, uden Tilladelse havde trængt sig ind i den ledige
Biskopsstol i Skara. Dette skede, som vi ovenfor have seet, ikke førend Steenkil var død (1067); men
det maa have været før Sommeren 1069, da Adalward samme Aars Ilte Juni underskrev et Brev i
Bremen (Staphorst I. S. 437). Heraf sees, at Indbydelsen til Mødet vel maa have fundet Sted endnu i
Adalberts Trængselstid; men da det i det Brev, som sammesteds meddeles fra Pave Alexander til alle de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
