Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
og indbydende Udseende, med hans Tilladelse, maaskee endog efter hans
Opmuntring, have nedsat sig der. Ordrik fortæller, at Magnus ligeledes besøgte
andre Øer af denne Gruppe i Oceanet, og lod en Mængde Mennesker nedsætte sig
paa dem, et Foretagende, hvormed han i flere Aar beskjeftigede sig for at styrke
sit Rige og udbrede sit Folk1. Dette kan neppe forstaaes anderledes, end at
Magnus allerede strax paa dette Tog fik flere af sine Mænd til at bosætte sig i
Syderøerne, og i de følgende Aar efter sin Hjemkomst foranstaltede Udvandringer
derhen. Hans Øjemed var saaledes aabenbart, ved en ny Kolonisation at fornye
den ældre norske Befolkning i hine Egne, der nu, efter 200 Aars Forløb,
sandsynligviis var smeltet meget sammen med den gaeliske og vel tildels havde tabt sin
Nationalitet. Dette var vel ogsaa det eneste eller i det mindste virksomste Middel,
hvorved han kunde sikre sig varig Lydighed hos disse fjerne Egnes halvvilde
Indbyggere.
Under sit Ophold paa Man, der kun ligger faa Mile nordenfor Kysten af Wales,
maa Magnus have faaet Efterretninger om de Begivenheder, som nys havde
fundet Sted i dette Landskab, og om Indbyggernes Frihedskamp mod de
nordmanniske Konger og Grændse-Jarler. Den fornemste af disse var Hugo af
Av-ranches, hvilken allerede Villjam Erobreren havde forlenet med Grevskabet
Chester; han kaldtes som oftest Hugo den tykke (digre) paa Grund af den
uformelige Fedme, som hans Vellevnet frembragte; hans Raahed og Grumhed skaffede
ham ogsaa Tilnavnet «Ulven». Villjam havde selv gjort et Tog til Wales (1081),
og tiltvunget sig et Slags Underkastelse af Folket, men det var alene en
Underkastelse af Navn, da Vælerne i deres Fjelde havde et naturligt Værn, bag hvilket
de endnu i Aarhundreder kunde forsvare deres Uafhængighed, trods blodige Fejder
mellem deres egne Fyrster og uophørlige Angreb af de nordmanniske
Grændse-baroner. Kong Villjam den yngre gjorde ligeledes flere Tog til Wales (1095—
1097), men var uheldig paa dem alle, og maatte erkjende, at det her ikke nyttede
at ville udrette alt ved en eneste Kraft-Anstrengelse, men at Undertvingelsen af
Wales maatte overlades Tiden og Grændsebaronernes Bestræbelser, idet de deels
ved de idelige Strejftog bemægtigede sig det ene mindre Stykke Land efter det
andet, deels ogsaa ved Giftermaal med væliske Fyrsters Døtre søgte paa en
fredelig Maade at erhverve Besiddelser. Blandt de mægtigste Baroner, som vare
forlenede med Grændsedistrikter, nævnes Roger Montgomery, Jarl af Shropshire,
der havde Landskaberne Powis og Cardigan, og hans Søn Arnulf, der havde Dyved
og Pembroke. En betydelig Iver sporedes hos Grændsebaronerne, især i
Begyndelsen af Aaret 1098, da den føromtalte Hugo den digre af Chester, og Hugo
!) Ordrik hos Duchéne S. 767.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
