- Project Runeberg -  Det norske folks historie / V /
483

(1941-1943) [MARC] Author: Peter Andreas Munch
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

UENIGHED MED SKOFTE I GISKE

483

været paa Skoftes Side, men om dette endog ikke var Tilfældet, synes det dog,
som om simpel Taknemlighed for hans og hans Sønners troe Tjeneste, og i
Særdeleshed Agmunds højmodige Selvopofrelse sidst ved Foxerne, burde have
tilsagt Kongen at give efter. Dette var dog saa langt fra at falde ham ind, at han
meget mere stod paa sin Fordring med den største Heftighed, saa at det truede
med at komme til alvorlige Optrin mellem dem. Der blev holdt flere Møder i
den Anledning, og Skofte lagde over med sine Sønner, at de ikke alle paa een
Gang skulde rejse til Kongen, thi alene ved at iagttage denne Forsigtighedsregel
vilde de kunne holde Stand mod ham. Først kom Skofte selv til Kongen,
forestillede ham det nøje Frændskab, som var mellem dem, og sagde derpaa: «jeg
har altid været yndet baade af dig og af din Fader, saa at vort Venskab ikke
rokkedes, saa længe han levede; derfor, Konge, ville I kunne skjønne, at jeg ikke
vilde være paastaaelig imod eder, hvis jeg havde Uret; men deri slægter jeg mine
Forfædre paa, at jeg vil forsvare min lovlige Ret mod Enhver, lige meget hvo
han er». Kongen blev dog ved sit, og gav ikke i mindste Maade efter. Da rejste
Skofte hjem, og sendte Finn i sit Sted. Da Kongen ogsaa til hans Forestillinger
kun gav et kort og uvenligt Svar, sagde Finn: «andet troede jeg rigtignok at have
fortjent af eder, Konge, end Lovran, da jeg blev tilbage paa Kvaldensø, medens
dine fleste øvrige Venner undsloge sig og sagde, at dette var aldeles at opofre
sig og give sig Døden i Vold, hvilket ogsaa var sandt, hvis Kong Inges
Ædelmodighed ej havde været større end din Omhyggelighed for os; imidlertid have
vi dog der, efter manges Mening, lidt en Beskæmmelse, som nu burde komme os
til Gode». Det hjalp dog ikke, alt hvad han sagde; Kongen forblev urokkelig.

Virkets Indtagelse; strax derpaa, rimeligviis om Vaaren, Magnus’s andet Tog til Foxerne; dog tales der
ej om hans Nederlag eller om Agmund; derefter, som det synes i samme Aar, Fredsslutningen. Denne
Beretning sætter saaledes begge Hovedfelttog i en modsat Orden af den andens. Vi have ovenfor fulgt
den sidste, fordi den aabenbart er den rette. Det er ikke sandsynligt, at Magnus begyndte Felttoget
allerede i 1099, saa kort efter sin Hjemkomst fra det store Vesterhavstog; derimod er det langt rimeligere, som
Morkinskinna siger, at han først lod Vintren gaa hen. Det er langt rimeligere, at Magnus først vendte sig
mod de omtvistede Hereder, og ikke gjorde noget Erobringstog længer hiinsides Elven ind i det egentlige
Gautland, førend han havde sikret sig ved at overvinde Inge, end at han strax skulde have angrebet
Gaut-land, eller endog kun formaaet at trænge saa langt frem, som til Kvaldensø. Ligeledes er det langt
rimeligere, at Magnus efter sit Uheld ved Kvaldensø og Foxerne har været stemt til Fred, end at han skulde
have lyttet til Fredsforslag efter en vunden Sejr. Ogsaa Thjodrek siger, at han paa sit første Felttog gjorde
liden Fremgang, men paa det andet blev slagen, og alene frelst ved Agmund Skoftessøn. Det er derhos
mistænkeligt, at medens Morkinskinna, ved anden Gang at omtale Foxerne, udtrykkeligt tilføjer «der hvor
Kongerne før havde stødt sammen», har den anden Beretning intet saadant Tillæg, men siger derimod
endog «paa det Sted som heder Foxerne», aldeles som om det ikke forhen havde været omtalt. Dette vækker
unegtelig en Forestilling om, at denne Beretning har sat det første Felttog sidst. At Fredsslutningen, der
ej kunde finde Sted tidligere end i 1101, maa henføres til dette Aar og ej til 1102, skjønnes deraf, at der
ellers ikke bliver nogen Tid mellem Fredsslutningen og Magnus’s Afrejse til Irland; og dog maa der ogsaa
beregnes nogen Tid som hengaaen inden Margretes Ankomst og hans Giftermaal med hende.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:52:03 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorsk/5/0499.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free