Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496
MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
Magnus’s Hjelp. Men i dets Sted var Donalds Magt usvækket, og hans egen
havde derimod paa Cobha-Sletten lidt et Afbræk, som han neppe nogensinde
forvandt, medens Dublin dog ej ophørte at være i Nordmændenes Vold, men
meget mere skulde tjene dem som Udgangspunkt for fremtidige Erobringstog.
Under disse Omstændigheder kan man ej forundre sig over, om Muirkertach og
Irerne søgte ved hvilket som helst Middel at skaffe sig Nordmændene af Halsen,
og saa tilstrækkeligt at ødelægge dem, at man for Eftertiden ej havde noget
Angreb af dem at befrygte. Derfor bliver Ordriks Udsagn, at Irerne søgte at svige
Magnus, meget sandsynligt, medens vi dog fremdeles maa gjentage, at vore egne
Sagaer ikke tale om noget Forræderi; saa at Muirkertach, om han virkelig havde
noget saadant fore, i alle Fald maa have lagt sine Planer yderst fiint, uden at
Nordmændene havde mindste Anelse derom. Magnus, fortælles der i vore Sagaer,
havde aftalt med Muirkertach, maaskee under dennes Ophold i Dalaraide nær
Kysten, at han skulde sende ham en Deel Slagte-Kvæg til Proviant paa Rejsen.
Han laa med sin hele Flaade sejlfærdig og ventede ved Kysten af Ulster, for,
saa snart han havde modtaget Kvæget, at sejle over til Øerne. Men det udeblev
Dag efter Dag, og da det varede ham alt for længe, sendte han en Deel af sine
Mænd op i Landet, for at paaskynde Afsendelsen, paalæggende dem at komme
tilbage i det seneste Dagen før Bartholomæusmessen (24de August). Messeaftenen
(23de August) kom, men man saa endnu ikke noget til dem. Kongen blev
utaalmodig, og tidligt den følgende Morgen, ved Solens Opgang, gik han op i Landet
med den største Deel af sine Folk, for at see, hvor der var blevet af dem og det
lovede Kvæg. Det var stille Vejr og Solskin: Vejen gik tildeels paa Klopper,
over Myrer og Sumpe, omringede af Kratskov. Endelig kom de ud af Kratskoven
og op paa en Bakke, hvorfra de havde en vid Udsigt. Her saa de i det Fjerne en
Støvsky, som nærmede sig. Nogle meente, at det var en fiendtlig Hær, andre,
at det kun var deres egne Kammerater med det længe forventede Kvæg. Imidlertid
standsede de, og Stallaren Eyvind Alboge bad Kongen at see sig for og tænke
paa Raad. Kongen befalede strax, at man skulde stille sig i Slagorden for at
være belavet paa Ufred. Da Støvskyen kom nærmere, saa man dog, at det kun
var Mændene med Kvæget, og vendte strax om for at gaa tilbage til Skibene.
Dette var omtrent ved Middagstid. Men, da de kom til de nys omtalte Myrer,
og kun langsomt bevægede sig frem paa Klopperne, der laa over de sommesteds
meget dybe Sumpe, brød med eet en Mængde fuldt væbnede Irer frem fra alle
Kanter af Krattet, angrebe Nordmændene og af skare dem Tilbagetoget.
Saaledes lyder i det væsentlige Sagaernes Beretning om Magnus’s sidste Tog op i
Landet og om Maaden, hvorpaa han blev overfalden. Herved maa dog merkes,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
