Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
498
MAGNUS OLAFSSØN (BARFOD)
Hylding, saa var det dog hans Hensigt at modtage og inddrive Rekvisitioner,
som Muirkertach ikke havde kunnet love ham, uden derved tilsyneladende at
erkjende hans Overlegenhed og Ret til at forlange dem, og det er derfor let at
forstaa, hvorledes Ordrik, om han end hørte den hele Begivenhed i det væsentlige
fortælle saaledes, som den forefindes i vore Sagaer, dog har kunnet opfatte og
gjengi ve den paa den nys antydede Maade1. Det bh ver altsaa dog nok temmelig
vist, at der virkelig har været lagt en Plan til hans Undergang, og at han er
bleven forlokket ved forræderske Løfter. Vi ville ogsaa i det følgende erfare, at
Magnus’s Søn Sigurd krævede Hevn for Faderens Død i Udtryk, der synes at
forudsætte en større Brøde paa Irernes Side, end der egentlig kan siges at ligge
i et pludseligt og uforberedt Overfald2, ligesom han ogsaa strax efter Faderens
Død afbrød Forbindelsen med Muirkertach paa en Maade, som vidnede om et
afgjort fiendtligt Forhold.
Ved det første Angreb af Irerne faldt mange af Nordmændene, der i adspredte
og uordentlige Flokke søgte at komme over de dybe Sumpe, som enhver bedst
kunde. «Vore Folk vandre frem under højst uheldige Vilkaar», sagde Stallaren
Eyvind Alboge, «og vi maa see til i Hast at finde paa et godt Raad». «Lad blæse
Krigssignal», bød Kongen, «saa at den hele Skare samler sig under Merket; vi
ville da trække os langsomt tilbage fra Sumpene, thi naar vi først komme paa
den aabne Mark, har det ingen Nød». Eyvind foreslog at man heller skulle see
til at komme over Sumpene og ned til Skibene; «naar kun I, Herre», sagde han,
«undkommer, vil ingen Skade være skeet». «Nej», svarede Magnus, «det passer
sig ej for en Konge at fly fra sine Mænd, saa tapre Folk, som jeg her har om mig;
lader os heller alle sammen binde an mod Irerne saa kjekt som muligt. Lad mig
see, mine Gutter», raabte han til sine Mænd, «at I ej flygte for Brøklingerne3;
dolo venerunt, et frivolis sponsionibus eundem deceperunt, et de navibus egredi ut provinciam viseret
atque ad subjectionem sui reciperet, cum paucis persvaserunt. Ille vere perfidis male eredulus, ferratos
in litore cuneos reliquit et usque ad duo milliaria seductores secutus perniciem suam quæsivit. Ibi enim
ingentes inimicorum catervas latitantes invenit, quibus de latebris prosilientibus, audax Northvigena fugere
dedignatus proeliari fortiter coepit».
1 Den Manske Krønikes Forfatter viser sig her aldeles unøjagtig; den lader nemlig Magnus blive
overfalden og dræbt paa et Rekognosceringstog, som han strax ved sin Ankomst til Irland foretog op i Landet
fra Skibene. For øvrigt siger den, at han ved denne Lejlighed kim medbragte 16 Skibe. Maaskee han heller
ikke har haft flere med sig til Irland, siden Forliget med Muirkertach allerede før hans Ankomst var
afsluttet, men har ladet de øvrige blive tilbage ved Man.
2 Se nedenfor, om Ivar af Fljodes Afsendelse, Sigurd Jorsalafares Saga Cap. 27.
3 Bræklingar, af brok, Pl. brækr, Buxe; dette Spottenavn satte Nordmændene paa Irerne formedelst
deres besynderlige Nationaldragt, idet de kun havde det ene Been bedækket; se Chroniques d’Enguerrand
de Monstrelet Cap. 102. Buchon, Udg. Vol. IV. «La pius grande partie (des Irlandois) allaient de pied,
un de lems pieds chaussé et 1’autre nu, sans avoir braies, et pauvrement habillés, ayant chacun une
tar-gette et petits javelots avec gros couteaux d’étrange façon».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
