Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONGENS FALD
499
nu gjelder det at I lægge eders Tapperhed for Dagen, og vise, hvad Hjelp I ville
yde eders Konge». Men af Nordmændene faldt fremdeles mange i deres uheldige
Stilling, medens derimod Irernes Antal hvert Øjeblik tiltog. Flere begyndte
allerede at flygte, dog Magnus holdt Stand, og kvad endog en Vise, hvori han ytrede
at hans Hu stod til Dublin, og at han slet ikke havde nogen Længsel efter
Kvinderne i Nidaros, til hvilke han ikke agtede at komme den Høst, da han elskede
en irsk Pige højere end sig selv1. Da Kongen endelig var kommen til den nederste
og uvejsomste Deel af Sumpen2, og Irerne satte ind paa ham med fordoblet Iver,
saa at end flere af hans Mænd dræbtes, kaldte han paa den oplandske
Lender-mand Thorgrim Skinnhuva, og befalede ham, med sin Skare, der bestod af øvede
Bueskytter, at søge at komme over Sumpen og besætte en liden Højde, for derfra
at skyde paa Irerne, og saaledes beskjeftige dem, medens Kongen og den øvrige
Deel af Hæren fulgte efter. Thorgrim og Oplændingerne gjorde som Kongen bød,
men aldrig saa snart vare de komne over, førend de alle kastede Skjoldene paa
Ryggen og løb af sted ad Skibene til, saa hurtigt de kunde. Magnus raabte efter
ham: «uklogt handlede jeg den Dag, da jeg gjorde Sigurd Hund3 utlæg, men endnu
dummere var jeg, da jeg gjorde dig til Lendermand, som nu saa skjendigt
forlader mig: saaledes havde Sigurd ej baaret sig ad, hvis han havde været her».
Imidlertid flygtede dog nu flere og flere, især de, der stode længst borte, og vare
komne over Sumpen. Kun Magnus selv og nogle faa Tapre med ham blev staaende.
Støttet med Ryggen mod et Træ, stod han under Merket, let kjendelig blandt
alle sine Mænd, saa vel ved sin Højde som ved sine Vaaben og sin Klædedragt;
han havde en forgyldt Hjelm, et rødt Skjold, hvori en gylden Løve, over Brynjen
en rød Silkekjole, hvori en Løve var udsyet med guul Silke saa vel fortil som
bagtil4; en Kesje (let Spyd) i Haanden, og ved Siden et meget skarpt Sverd, der
kaldtes Leggbit, med Hvalrost ands Knap og guldom vundet Haandtag. Alle vare
enige om, at man ikke havde seet nogen bevæbnet Mand med saa krigersk
Holdning, eller nogen mere majestætisk Høvding. Eyvind Alboge var klædt næsten
1 Det skulde heraf synes, som om han ikke tænkte paa nogen Hjemrejse; dog maa man ej regne hans
Ord i denne Henseende saa nøje. Muligt og, at han for det første ej agtede sig videre end til Man, hvor
han maaskee tænkte at overvintre.
* I Magnus Barfods Saga Cap. 36 tales her endog om «Diger», d. e. dybe Grave, gjennem Sumpe.
* Dette maa have været en ældre Broder af Vidkunn Jonssøn, se ovenfor S. 162, men Anledningen til
hans Forjagelse kjendes ej.
4 I denne Prydelse for Magnus’s Skjold og Vaabenkjortel, saa vel som de anvendte Faner, har man
troet at see den første Antydning til Norges Rigsvaaben. Slige Kjoler eller Kapper med Løver paa synes
ellers i hine Tider at have været temmelig almindelige, især i Norge, da det om den oftere omtalte Biskop
Sigurd fra Glastonbury (se ovenfor S. 175, 176) heder i det glastonburyske Nekrologium ved hans
Dødsdag, 5te April, at han havde sendt Klostret 4 Kapper, to «med Løver», og to gule.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
