Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1177. SVERRES FARLIGE TOG TIL OG FRA VORS 73
som her var meget smal og randt dybt, med høje Skrenter paa begge Sider. Man
vexlede nogle Skud over Elven, derpaa drog Bondehæren op ad langs Bredden,
for at komme bag paa Birkebeinerne. Disse, som merkede deres Hensigt, gjorde
en lignende Bevægelse paa sin Side af Elven. Men jo længere man kom op efter,
desto bredere blev Elven, og udvidede sig endelig til et Vand1. Derved kom begge
Hære længer og længer fra hinanden, og da Aftenen faldt paa, kunde man ikke
længer see fra den ene til den anden. Sverre skjønnede nu, at det ikke paa nogen
Maade lod sig gjøre for ham at komme til Bergen, siden man overalt var for
beredt paa at tåge imod ham, og han tillige erfarede, at der i Staden selv var
samlet saa stor en Krigsmagt, at han intet Haab kunde gjøre sig om at udrette
noget, især da han nu ikke længer havde nogen Udsigt til at overrumple Fienden.
Han besluttede derfor at fare samme Vej, som han var kommen, og tog dertil
fem af de kyndigste Folk paa Stedet til Vejvisere. Dette kunde nok behøves,
thi Vejret blev saa slemt, som man sjelden havde seet Mage til, og der faldt en
uhørt Mængde Sne. Det værste var, at uagtet Vejviserne skulde være kjendte
og paalidelige Folk, toge de dog, sandsynligviis formedelst Uvejret, aldeles fejl
af Vejen, thi istedetfor at styre nordover mod Kaardalen, holdt de lige mod Øst
over de vilde og brede Fjeldstrækninger mellem Aurland og Hallingdal2. I 8 Dage
vankede de om paa disse Fjelde, uden Mad, ja uden Vand, saa at de ej smagte
andet end Sne. Den fjerde Dag (31te Oktbr.) blev Vejret saa forfærdeligt, at en
Mand omkom, idet Stormen kastede ham overende med saadan Voldsomhed, at
Ryggen blev sønderknuust paa tre Steder. Det eneste, de kunde gjøre naar Storm
bygerne kom, var at kaste sig ned i Sneen og holde Skjoldene saa fast som muligt
over sig. Da lagde ogsaa Vejviserne sig fore, thi de vidste ikke hvor de vare, og
det var saa mørkt, at man ikke kunde see en Haand for sig. Mandskabet var
saa medtaget af Sult, Mødighed og Kulde, at de ikke vilde fare længere, og end
værre blev det, da det lettede lidt op, saa at de kunde see noget fra sig, thi da
merkede de, at de var komne paa Skrenten af nogle bratte Fjeldhamre. Da
overgave de sig saaledes til Fortvivlelsen, at de begyndte at tale om at ende sine
Lidelser ved at styrte sig ud over Fjeldhamrene, eller ved at efterligne de tapre
Forfædres Exempel, som selv bare Vaaben paa hinanden, og dræbte hinanden
indbyrdes, heller end at taale Nød og Elendighed. Da Sverre hørte dette, satte
1 Dette Vand er rimeligviis Lundevandet, og Bøndernes Postering maa have været ved Bodebroen,
der fører over Hovedelven, og hvilken de maa have villet hindre Sverre fra at passere. Sverres Kvarteer maa
have været paa Tvilde, Røke eller en anden af Gaardene sydvestligst i Vinjer-Aattingen, paa Spidsen mel-
lem Runddalselvens og Hovedelvens Sammenløb, og Fegtningen maa have draget sig fra Broen op ad
ncod Lundevandet.
2 Dette er aldeles tydeligt af Beskrivelsen over Rejsen og dens Gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
