Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74 MAGNUS ERLINGSSØN
han dem alvorligt til Rette. At styrte sig ned af Klipperne, sagde han, var gal
Mands Verk, at dræbe hinanden indbyrdes, passede for Hedninger, ej for Christne,
og kunde alene være en Indskydelse af den Onde. Deres Lidelser, sagde han,
maatte vel være en Straf for deres Synder, og hvis de angrede disse, og med Yd
myghed anraabte Gud om hans Naade, vilde de nok blive hjulpne. Han bad
dem derfor, at forene sig med ham i Bøn til Gud og Løfter til Jomfru Maria og
St. Olaf, for at de kunde blive forløste af denne Nød. Hertil vare alle villige,
og forbandt sig ved Haandslag og Vaabentag til at holde det Løfte, Sverre af
lagde. Og, fortælles der, uagtet Vejret tog saa haardt, da Kongen begyndte at
fremsige Løftet, at neppe de nærmeste kunde høre ham, blev det dog ganske
blik stille, da han havde sluttet det; Himlen klarnede op, og Solen skinnede saa
varmt som ved Midsommerstid. Nu kjendte de først, hvor de vare: det maa
have været ved Reinsfjeldet strax over Vatnsbygden i Hallingdal1, og de saa,
hvorledes de havde faret tvers fra den Vej de skulde. Men saa aldeles vare deres
Kræfter udtømte, at i en kort Stund tredive af dem styrtede døde omkuld. De
øvrige slæbte sig endelig frem til nogle Sætre, hvor de kastede sig ned og toge
sig Hvile. Det var henimod Midnat, og de vilde gjerne faa tændt Ild, for at varme
sig, men ingen mægtede det, uden Sverre selv. Han slog Ild og tændte et Lys,
ved Hjelp af hvilket hans Mænd nu fik et stort Baal antændt, og tørrede sine
gjennemvaade Klæder. Da de vare komne noget til Kræfter, droge de videre,
og kom ved Hanegalstid til en liden Gaard, der laa ikke saa langt derfra, adskilt
fra den egentlige Hovedbygd. Her blev Kongen den øvrige Deel af Natten med
en Deel af sine Folk, de andre droge til Hovedbygden2. Om Morgenen begav han
sig med de raskeste af sine Mænd længere ned i Dalen for at spejde og holde Vagt,
thi Vejen til den Bygd, hvor Folkene laa, bestod her kun af en Een-Sti, der godt
1 Dette synes at kunne sluttes af hvad der fortælles om den mindre Bygd, hvortil de kom, der var
adskilt fra den større; imidlertid kunde man vel her ogsaa tænke enten paa Hools Sogn, hvor da den mindre
Bygd blev Sundalen oppe ved Sunddalsvandet, adskilt formedelst en Fjeldryg kaldet Eggen fra Hoved-
bygden (Høvet) nede ved Bry.
1 Ved den lille afsidesliggende Gaard kunde man maaskee tænke paa Skardsgaarden i Vatnsbygden,
eller og paa Skore i Sunddalen. Det første bliver dog det rimeligste. Sagaens Text er her ellers noget for-
virret og de forskjellige Haandskrifter stemme ikke godt indbyrdes. Af Texten i Forum. Sogur VIII.
52 skulde det synes, som om den lille Gaard, hvor Kongen opholdt sig, var adskilt fra Hovedbygden ved
en Fjeldryg, og som om det kun var Adgang til hiin, der dannedes af Een-Stien. Men af det ypperlige
Haandskrift Eirspenils Text sees det, hvad der ogsaa i sig selv er det eneste rimelige, at Bemerkningen
om Fjeldvejene mellem Bygderne gjelder den Vej, Sverre havde at passere efter at være brudt op baade
fra hiin Gaard og Hovedbygden. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at Afstanden mellem Gaarden og
Hovedbygden kun maa have været übetydelig, (thi hvorledes skulde ellers de udmattede Folk have kun-
net tilbagelægge den, især hvis der var «høje Fjeldveje» at passere), og at den Sti, Sverre forsvarede, dan-
nede Adgangen til den hele Bygd, hvor hans Folk laa, ikke til den enkelte Gaard alene, thi hvorfor skulde
han saa omhyggelig forsvare kun den ene Deel af sin Flok?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
