Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNUS ERLINGSSØN
84
biskoppen; dette var bedst bemandet, thi Besætningen bestod af hans Huuskarle,
under Anførsel af Sigurd, en Søn af Asser Bilse. Paa Digermulen sattes en Vete
med tilhørende Udkigsvagt. Saa snart denne om Morgenen i Lysningen fik Øje
paa Skibene ved Rødbjerget, satte den Ild paa Veten, og da Bymændene saa dette
Tegn, lode de blæse til Indskibning, og roede ud af Elven. Birkebeinerne toge
imidlertid Tjeldene ned, og roede over Fjorden ind under Bjerget, medens By
mændene kom imod dem uden om Ilsvigen. Da de kom ud for Digermulen, saa
de hinanden, og mødtes paa Vigen indenfor Hattehammeren. Her begyndte nu
en heftig Kamp. Bymændene havde endnu kun fire Skibe, da Erkebiskoppens
Skib ikke var kommet saa hurtigt afsted; Sverre havde ogsaa fire Skibe, men
kun eet af dem var en Tyvesesse. Det var godt Vejr, og der blæste en svag Nord
østvind, der under Striden drev Skibene nærmere og nærmere mod Kysten, ind
til de kom tæt ind paa Land. Da Kampen havde varet en Stund, og Birkebei
nerne allerede havde ondt for at klare sig nogenledes, kom Erkebiskoppens Skib
til. Ved Synet deraf tabte Birkebeinerne Modet, og flygtede fra Skibene op i Land.
Sverre blev reven med i den almindelige Flugt. Da han løb forud i Skibet, gik
en af Dæksplankerne foran Masten løs under ham, og han faldt ned i Rummet;
de øvrige løb saa tykt over ham, at han en lang Tid ikke kunde komme op. Ende
lig fik en af de bagerste, ved Navn Helge Bygvom, see ham, greb ham i Axlen og
hjalp ham op med de Ord: «ilde skilles vi ved vor Konge, naar han skal ligge her
i Pumpevandet». «Vær du kun for det første lidt sparsommere med Kongetitlen,
min gode Helge», sagde Sverre, og sprang i Land med ham. I det samme kom
tre af Bymændene hen imod dem. Helge løb dem imøde, og gav sig i Kamp med
dem, men Kongen kløv op ad en bradt Bakke. Uheldigviis var han iført en sid
blaa Kufl (Hettekappe); den kom han til at træde i, saa at han snublede og gled
ned paa Fjæren igjen. En af dem, der kjæmpede med Helge, løb strax til for at
give ham Dødshugget, men Helge, som saa, i hvilken Nød Kongen var stedt,
sled sig bort fra de to andre, ilede hen til hiin, og hug ham ned. De tvende fandt
det raadeligst, ikke at fornye Kampen med Helge, og begave sig bort; Helge
kunde saaledes uhindret hjelpe Sverre, der atter søgte at komme op ad Bakken,
men havde ondt for at gaa formedelst et Såar, han under Kampen havde faaet
paa Foden af en Gaflak, som Serk paa Rjod, en Bonde fra Nordmøre, havde kastet
paa ham. Ved Helges Hjelp lykkedes det ham endelig at komme op paa Aasen,
hvor efterhaanden de af hans Mænd, der var undkomne fra Nederlaget, samlede
sig til dem. Sverre gik noget længere frem paa Fjeldet og hvilede sig paa et Sted,
hvorfra de tydeligt kunde høre Bymændene tale imellem sig om «hvor vidt han
Sverre var falden eller ikke». Da kunde Helge ikke bare sig for at raabe ned til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
