Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thorgny Lagmand paa Uppsalathing. 557
nogen Forlegenhed; forend du tilsagde din Bistand i denne Sag, burde du
have betaenkt, at du ej var mægtig nok til at staa Kong Olafimod. Da tyk-
kes det mig dog lige saa haderligt kun at regnes blandt Bonderne, men have
Frihed og Dristighed til at sige hvad man vil, om saa Kongen selv er til-
stede. Imidlertid skal jeg dog komme til vasalathinget og understøtte dig
saaledes, at du uden Frygt for Kongen kan sige hvad du vil«. Jarlen
takkede ham meget for dette Lufte, og blev hos ham til Thingtid; da reiste
«Thorgny, Jarlen og Bjorn i eet Folge til Uppsala.
Paa Thinget var en stor Mængde Folk forsamlet. Kongen var selv
tilstede med sin Hird Den forste Dag, da Thinget var sat, sad han paa
sin Kongestol, omringet af sin Hird Lige over for ham sad Nagnvald Jarl
og Thorgnp paa en Stol: foran dem sad Jarlens Hird og Thorgnys
Huuskarle. Bjorn havde taget Plads ved Siden af Iarlens Stol. Ba-
gensor stod hele Bondehohen, der tillige havde besat alle Hojder og Steder
omkring, hvorfra man bedst kunde see og høre Da de sædvanlige Sager,
som Kongen havde at forhandle, vare tilendebragte, rejste Bjorn Stallare
sig, og sagde med hoj Stemme, saa at Kongen kunde høre ham: »Kong Olaf
har sendt mig hid for at tilvpde Sviakongen Forlig, og det Grændseskjel,
som fra gammel Tid har været mellem Morge og Svithjod«. Da Kongen
hørte »Kong Olaf« nævne, troede han forst, at Taleren meente ham, men
sda han hørte tale om Gradadseskjel mellem Sverige og Morge, kunde han
skjønne, hvad der sigtedes til, løb op, og raabte med hoj Rust, at den
Mand skulde tie stille, da slig Tale ikke nyttede til noget. Bsorn satte sig
ned, men Ragnvald Iarl rejste sig, talte om Olaf digres Fredstilbud, om
Vestgauternes Nød og Ulempe formedelst Krigstilstandem og sluttede med,
at Olaf, Notges Konge, havde sendt Gesandter til Svithjod for at bede
om at han maatte faa Kongedatteren Ingegerd til Egte. Kongen stod
op og erklærede, at han ikke vilde hore om noget Forlig; derimod bebrei-
dede han Iarlen alvorligt, at han paa egen Haand havde dristet sig til at
· stifte Fred og Venskab med d«en digre Mand. Sligt, sagde han, er ikke
bedre end Landsforræder-i, og du fortjente derfor at jages ud af Landet;
det kommer altsammen, det veed jeg, fra din Hustru Jngebjorg og det er
. stor Skade, at du skal have egtet en saadan Kvinde«. Han vedblev en
Tidlang paa denne Maade-, og talte især med Harme om Olaf digre. Da
han satte sig, var det først stille en Stund. Da rejste Thorgny sig.
Strax stode alle Bonderne op og trængte sig under megen Støi og
Vaabengny sammen om ham, for bedre at høre-, hvad han sagde. En-
delig blev det atter stille, og da begyndte Thorgnv saaledes-. »Anderledes
er Sviakongernes Sind nu beskaffent, end i fordums Dage. Min Far-
fader Thorgny kunde huske Uppsalakongen Ertk Emnndssom og sagde om
ham, at da han var i sine raskeste Aar, havde han aarligt Leding ude,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
