Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
Harald stiller sig fra Sven og drager til Norge.
Det hed at han var stsrre og sterkere end alle andre, at han vidste at
findc Udvej i alle Wanskeligheder, at han stjrede i enhver Kamp og mod
hvilken som helst Modstandcr, og at han var saa rig paa Guld at ingen
vidste, hvor mange tusende Merker det var Magnus lod sig dog ikke
heraf skrcrkke, men styrede ned til Danmark, hvor han ferst opsogte
Men herpaa havde, som det synes. Harald kun vcrntet. for strar at begive
sig til Norge, og benytte sig af Magnus’s Fravcrrllse til at ftemstaa
som Tronprcetendent og, om muligt. skaffe sig et Parti. Derved
brod han dog allerede det Forbund, han havde stuttet med Sven. idet
han forlod ham, just da det gjaldt med forenede Krcrfter at gjore Magnus
Modstand. For at besmykke sin Ferd skal han have indbildt sine Omgi
velser, at Sven tragtede ham efter Livet. Han lod nemlig, som det for
tcrlles, en Aften lcrgge en Trcestubbe i sin Sceng ombord paa Skibet, og
brede et Teppe over, som om det var ham selv, der laa der, idet han tillige
ej utydeligt gav at forståa, at han vcentede Svig af Sven, fordi han i en
Samtale, han tidligere havde haft med ham, ej havde viist sig saa villig til
at kcempe mod Magnus, som Sven snskede. Om Natten kom der og en
Mand ganske sagte roende hen til Haralds Skib, gik i swrste Stilhed om
bord, og agter til Lsftingen, hvor Scengen stod, loft ede paa Teltet, der var
over den, hug med en Ore saa haardt i Trcestubben, at Oren stod fast,
og skyndte sig derpaa tilbage, ftrend endnu nogen i Vrlgnwrket havde
kunnet kjende ham. Dagen efter krcrvede Harald alle sine M<rnd til
Vidne paa Svens Forræderi, idet han viste dem Trcrstubben med den
fastsiddende Ore, og man troede ham i det mindste den Gang. uagtet Sven
siden, da han erfoor Beskyldningen, hojtideligt fralagde sig ethvert saadant
Forssg, og forsikrede, at det Hele kun var et Opspind af Harald selv 2).
’) Harald Haardraades Saga, Cav. 18, Snorre, Cap. 20.
’) Harald Haardraades Saga, Cap. 19, Snorre, Cap. 22, jfr. Morkinstinna
og Flatsbogen. De sidste fortcelle Begivenheden saaledes, at et Par Pile
traf Haralds Scrng; man seer altsaa at der har vcrret forskjellige Beretnin-
ger derom. Alle de ncevnte Sagabearbejdelser ere enige om at lade Haralds
Tilbsjelighed til at Me sig fra Sven opkomme ved et hemmeligt Tilbud
om Forlig og Deling af Norge, sam Magnus havde sendt ham. Men at
dette er urigtigt, sees deraf, at endog Morkinstinna desuagtet lader Harald
paa egen Haand antage Kongenavn paa Oplandene, og Magnus ile imod ham
for at stride med ham, hvorefter der anden Gang, og nu aabenbart den rette
Gang, fortcelles om Meglingsforssg og Forligstilbud. Hrokkinskinna og
Snorre lade ogsaa Harald og Sven komme i en Ordverting umiddelbart for
hiint foregivne Attentat paa Haralds Bir>. Sven og Harald, fortcrlles der,
fad en Aften ved Drikken, og den fsrste spurgte Harald, hvad han ansaa
for det ypperste af sine Klenodier. Harald ncevnte sit Banner, Landsde, der
staffede den Sejr, foran hvem det blev vaaret. Det tror jeg ikke, sial da
Sven have sagt, fsrend du tre Gange har k«mpet med din Frcende Kong
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
