Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
Erkebiskop Adalbert i Bremen.
kordat mellem Magnus og den bremiske Kirke, ej alene for Danmarks,
men og for Norges Vedkommende, og den Morst hos den bremiske Gejst
lighrd, hvori man ejensynligt kan ste at Magnus stod. har neppe bidraget
lidet til al sikre ham Magsen i Danmnrk. Maaslee han ogsaa fra dette
Mede har medbragt den oven ncrvnte sariske Gejstli^e Bernbaid.
Da den myndige og statskloge Adalbert var bleven Erkebiskop Hs>4s,
sendte h^n strax Gesandter til Kongerne Magnus og Anund, forat tilbyde
dem sil og bede om deres Venskab. Han udsendte ogsaa Formaningsbreve
til alle Biskopper og Prester i de nordiske Lande, at de samvittighedsfuldt
skulde varetage deres Kirkers Tarv, og uforferdet arbejde paa Hednin
gernes Omvendelse ’ ). Det venskabelige Forhold mellem den brrmiske
Erkrskol og den norske Konge kunde dog ikke saa godt beståa, cfter at Norge
og Danmark vare adskilte, og Sven Ulfsson og Harald stode fiendtlige
overfor hinandrn. Tog maatte dette for en stor Dccl komme an paa,
hvilket Forhold Sven selv indtog lige overfor den bremiske Kirke. Saa
lcrnge Harald havde den alvorlige Hensigt, at vinde Danmarks Krone,
og saa lcrnge det ej var afgjort, at Sven vilde staa paa en venskabelig
Fod med Erkrstolen matte det vcere Harald magtpaaliggende at holde gode
Miner med Erkebiskoppen, hvis Indflydclse i hoj Grad vilde kunne fremme
hans Interesser i Danmark. En venskabelig Forbindelse mrllem Sven
og den brrmiske Gejstlighed maatte derimod virre Harald yderst farlig, ej
alene for Danmarks Vedkommende, men og formedelst den Indslydelse,
Sven derigjennem kunde udove paa Gemytterne i Norge, og da gjaldt det
for Harald, saa megel som muligt at faa den norske Kirke emanciperet fra
det bremiske Overherredsmmr, og fastholde Forbindelsen med Englands
Geistlighet», eller for saa vidt ogsaa den skulde verre ham imod, med den
nordmanniske. I Fsrstningen stod Sven sig godt med Adalbert, der
havdr alt for megen Interesse af at staa paa en god Fod med ham til
at han uden hsjeste Nsdvendighed skulde udscrtte sig for hans
Uvenstab. Adalberts ærgjerrighet» kunde ikke taale at verdslige
Fyrster, fornemmelig den mcegtige Hertug Bernhard af Sarland, skul
de have Besiddelser inden Stiftets Grcrndser og derved blev
Bernhard, med sine Ssnner Ordulf og Herrmann, Adalberts svor
ne Fiender, medens denne igjen sluttede sig paa det ncrrmeste til den
frankiske Kejser Henrik, i hvis Interesse det laa at kncekke de saxiske Her
tugers Magt. Det gik endog saa vidt. at Hertug Bernhard beskyldte
Adaldert for at vcere sat som en Spejder til at forraade Landets Svag
heder for Udlcendinger og for Kejseren, og svor hsjt og dyrt paa, at Er
kebiskoppen aldrig skulde faa sidde i Fred, saalcrnge han selv eller hans
l) Mag. Adam, 111. 12.
’) Mag. Adam, 11. 5. 111. 9Z)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
