Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
283
Kongessnnen Magnus’s Fare.
sig bedst tjent med at scrtte ham paa fri Fod. leg seer nok", sagde
han, ,at du ikke vil forsone dig med mig eller dine Frcender, og jeg vil
derfor give dig Lov til at drage til din Konge, Svrn". Drt vil jeg
gjerne", sagde Finn, «og jo fer jo heller". Kongen. lod ham da scrtte i
Land, og Hallandsfarerne toge godt imod ham. Men han synes tun i
kort Tid at have overlevet dette Slag^).
Imidlertid var ogsaa Skjalm hvide undkommen: det havde lykkets
ham, en Nat, at skuffe sine Vogteres Aarvaagenhed og der samlede sig,
maaskee iscrr ved hans Bestrebelser, en ikke übetydelig Herr af Daner,
der overfaldt de Nordmcend, som vovede sig for langt fra Skibrne, saa
at Harald var nodt til, alvorligt at indskcrrpe sine Folk den yderste For
sigtighed. Dette afholdt imidlertid ikkc Kongens egen Son, den unge
Magnus, og Thorolf Mostrarskegg fra, endog Natten efter, at snige sig
til Land, hver paa sit Skib, og siden at gaa op i Landet, for at soge
Wventyr og indlcegge sig Herder. Men de havde ikke gaaet langt, fer
end en Mcrngde Daner kom over dem og angrebe dem. Nordmcrndene
forsvarede sig godt, men maattc dog efter kort Tids Forlov bukke under
for Overmagten. Thorolfs og Magnus’s Ledsagere bleve alle dravle, og
de srlv undkom kun paa den Maade, at Thorolf, som var meget sterk,
tog Magnus paa Ryggen og lob til Skoven med ham. Harald savnede
dem den paafolgende Morgen, og birde en Stund, i det Haab at de skul
de komme tilbage. Men da man intet saa til dem, troede han at de
vare dode, og gav Befaling til at bryde op og drage hjem Om at
forfolge Srjren, og ganske at fordrive Sven fra Danmark, synes der ej at
have vcrret Tale, saa vel — hvad man maa formode — paa Grund af
dette sidste Uheld, som fordi Sven allerede havde en saa stor Hcer samlet, at
det Nlppe var raadeligt at angribe ham. Altsaa havde Harald ingen
anden Fordeel af den store og blodige Sejr, end Wren, og det vistnok
betydelige Bytte. Med Hensyn til Herredømmet over Danmark var han
ikke et Skridt ncrrmere Maalet end forhen. Men A3ren og Byttet hav»
de i de Dage mere at betyde, end nu omstunder, og fornemmelig maatte de
erobrede Skibe vare Harald en velkommen Tilvcrrt til hans Flaade. Saa
mange af dem, som muligt, bleve derfor tagne med. I Lostingen paa Svens
’) Allerede om Hesten eller Vintren efter Nisaa - Slaget tales der nemlig om
Udncrvnelse af en ny Jarl i Halland, se nedenfor S. 287.
>) Det var, siger Saro (S. 551) ved Incus cnpnnus(Getsjo? Hafrssjo? Nukk-
sjs?) et Sted hvis Beliggenhed nu ej kjendes.
’) Magnus’s og Thorolfs omtales kun i de vidtlsftige Sagaer, ej
hos Snorre eller i Fagrstinna. Fortellingen derom synes dog ganske tro-
v«rdig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
