Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
347
Livet ved Haralds Hof.
gen om en stsrre Stivhed og Alvorlighed ved Olafs stilfcerdige Hof, hvor
Skaldene sjeldnere kom til Orde, end i Haralds lystige Haller, der gjen
lode af herlige Skaldekvad og selskabelig Munterhed, og hvor Kongen, naar
han var i godt Lune, stlv var den forste til at oplive sin Kreds ved un
derholdende Samtale og morsomme Indfald. Iscrr fornojede han sig da
ved et Slags Kappestrid i bidende Ord. Han henkastede stige Minger,
snart til Gn snart til en Anden af sine Omgivelser, ofte i Vers,
stundom i almindelig Tale. Fik han da et vittigt Svar, morede han sig
kosteligt derover, ligc meget om det var ncrrgaaende, ja endog strengt taget
upassende. Men saa godt han fandt sig i alle slige Svar, naar han var
i godt Lune, saa ilde optog han dem igjen, naar han var i slet ; og der
for var det altid forbundet med Fare al spsge med ham; chi undertiden var
det vanskeligt nok at blive klog paa, i hvad Stemning han befandt sig.
Og blev han forst opbragt paa nogen, var han hensynslss i sin Hevn
og vanskelig at stille til Rette. Heldigviis synes dog de Tider, i hvilke
han var i slet Lune. og tilbojelig til at optage ethvert Svar ilde, at have
veret forholdsviis sjeldne, og Frygten, at de skulde indtrcrde, ej at have
virket hemmende paa den almindelige Lystighed. Hvad Haralds nerme
ste Omgivelser mere klagede over, var hans Smaalighed i de regelmessige
Udgifter — f. Ex., som vi allerede have seet — ved Lonningerne, og i
den daglige Bevertning. Man fandt at der stundom ved hans Vord herskede
en upassende Knaphed, og man ankede iscrr over at han, naar han var ferdig
med at spise, hvilket han altid blev tidligere end de evrige Bordgjester,
da han forst blev opvartet, gav Tegn til at dcrkke af ved at banke i Bor
det med Skaftet af sin Kniv. Dette ansaa man som Tegn paa Karrig
hed, en Lyde, der eftcr Sagnet skulde vcere arvelig i Harald Haarfagres
Wt: snarere var det dog en Mangel paa Hensyn til andres Bekvemmelig
het», hvortil Mend i en overordnet Stilling og af en hensynslss
Charakterr, som hans, let kunne henfaloe, og som ogsaa har veret
anket over hos andre Fyrster af lignende Charakteer endog i nyere
Tider. Thi ellers lagde Harald Vind paa at det skulde gaa overflodigt
til, og at de gamle Skikke ved Drikkelag ej skulde aflegges. Vi have
saaledes af Beretningen om Halldor Snorresssn seet, hvor tvrigt han
saa lang Tid skulde kunne have opholdt sig «antastet ncer ved hans foregivne
Morder, og ligesaa urimeligt er det, at hiin Bonde skulde have myrdet ham
hemmeligt, hvor det tvertimod betragtedes som en Fortjeneste at drcebe ham.
Angivelsen maa derfor vistnok have vceret usand; og hvis det er sandt, at Harald
lod Bonden hange, opstaar der sterk Mistanke om at Harald selv har op-
stillet Angiveren for at faa Paaffud til at rydde den ham af en eller anden
Grund forhadte Bonde af Nejen. Men den hele Fortelling er noget apo-
kryfisk, og dens Udcladclse hos Snorre vidncr sterkt mod dens Trovcrrdighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
