- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Anden Deel /
349

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

349
Llvet ved Haralds Hof. Sneglu-Halle.
Gaarde. Mm Halle sagde, at dersom han ej fik vare med Hirden, vilde
han helst soge sig Ophold hos andre. Kongen ytrede at Islcrndmgcrne
plejede at verre egensindige og korte for Hovedet, men at man desuagtet,
som scrdvanligt, vilde give ham Skylden, dersom der indtraf noget übeha
geligt mellem ham og Halle.’ han vilde imidlertid ikke afslaa ham hans
Von, men det maatte verre paa hans eget An- og Tilsvar, hvad der saa
senere hcrndtes. Paa detle Wilkaar gik Halle md, takkede Kongen,
og blev hos Hirden. Han blev snart meget yndet af Hirdmcrndene, og
iscrr opstod der et scrrdeles Venskab mellem ham og hans Sidekammrrat,
en gammel gjcrv Hirdmand ved Navn Sigurd.
Det traf sig engang, da Kongen, ledsaget af sit Felge, gik paa Ga
drn, at de kom forbi et Huus, hvor en Skomager og en Smed just vare
komne iel heftigt Slagsmaal med hinanden. Kongen saa paa det en
Stund, men vilde ikke blande sig deri, og gik bort, idet han bad sin Hof
skald Thjodolf, der ogsaa var med i Folget, at digte en Vise derom.
Den forfengelige Tbjodolf undstog sig i Forstningen, da det, som
han sagde, var under hans Vcrroighed som Kongens Hoved-Skald, at be
sunge et saa simpelt Emne. Det er ikke saa simpelt som du tror",
sagde Kongen, thi du skal sremstille dem som andre Mcrnd end de i Vir
kelighrden ere; lad den ene verre Sigurd Fåvnesbane og den anden
Lyngormen Favne, idet du dog lader Enhver beholde sin Idrcrt". Nu
kvad Thjodolf et Vers, som Kongen roste; rfter hans Anmodning kvad
han endnu et, hvor den ene ftemtraadte som Thor, den anden som Jot
nen Geirrso. Du er en god Skald", sagde Kongen, og gav ham en
Guldfingerring. Halle havde ej vceret med ved denne Lejlighed, men om
Aftenen, da man sad ved Drikkebordet, fortalte man ham alt sammen,
kvad Thjodolfs Vers for ham, og sagde at han neppe kunde have digtet
saadanne Vers, hvor dygtig Skald han end var. Halle sagde at han
heller ikke havde tcrnkt at maale sig med Thjodolf, og aller mindst naar
han ej havde varet tilstede ved den Begivenhet», som skulde besynges.
Dette hans Svar blev sirar fortalt Kongen, men fordrejet saaledes som
om han havde erklcrret sig for lige saa god Skald som Thjodolf. Dette,
mccnte Kongen, var umuligt, men han vilde dog med det ferste sattte ham
paa Prove. Denne Prsve udeblev heller ikke lcenge. Ved Kongens
Hof var der en frisisk Dverg, ved Navn Tuta. Han var ikle hejere end
et tre Aars Barn, men hans Hoved var stort og af et gammelt Udseende,
Kroppen bred og tyk. En Dag, da man sad ved Bordet, havde Kongen
for Lejers Skyld ladet ham tåge en Hjelm paa Hovedet, og ifsre sig hans
Brynje, Emma, hvilken han havdr anskaffet sig i Constantinopel, og som
var saa siid, at den naaede ham selv, en sua hej Mand, ned paa Lcrggen,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:54:12 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-2/0367.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free