- Project Runeberg -  Det norske Folks Historie / Tredie Deel /
367

(1852-1863) [MARC] Author: Peter Andreas Munch With: Paul Botten-Hansen, Otto Karl Klaudius Gregers Gregerssön Lundh
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

367
12<X», Slag med Bsnderne i Oslo.
forfulgt af Birkebeinerne, der hugg dem i Nyggen saaledes at deres Lig
laa stroede vidt og bredt ud over Isen.
Men hermed var ikke Faren over. Medens Birkebeinerne kcrmpede
paa Akershagen, ko», imidlertid en nu, vel bevæbnet og betydelig Oprors
hccr til; det var Tunsbergsmcrndene og alle de ivrige Kystboere paa den
Kant, der havde taget Sovejen, og havde landet ved lisbreddcn strax
udenfor Hovedoen, hvor de gik op og stevnede ind efter, i den Hensigt at
forene sig med den nys slagne som de havde troet vilde holde Stand,
indtil de kom. Der synes saaledes at vare truffet en bestemt Aftale om
den Stilling, hver Oprorshob skulde indtage, og det maa derfor og vccre
i Folge af denne Aftale, at Naumerne forst forenede sig med Vestfoldin
gerne og Thelebonderne, og derefter, som vi have seet, trak sig ned paa
Isen. Kongen befalede strar at gaa de Nyankomne i Mode, og lod
Luursvendene blcrse af alle Kræfter. „Vi faa nok endnu", sagde han,
„noget at bestille, og Hviletiden er kun kort, men denne Hob er dog langt
fra saa sterk som den forrige, og det stal ikke gaa den bedre." Birke
beinerne ilede ud paa Isen saa raskt, som om de nu forst vare komne til
Strid. Tunsbergsmcrndene flokkede sig sammen og gjorde Holdt, i den
Tanke at de ovrige Bonder skulde komme dem til Hjelp, men i dets Sted
anfaldt Birkebeinerne dem saa vcrldigt, at de faldt i Dyngeviis, og de til
overs blevne toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, der for storste Delen
havde Brodder, medens Tunsbergsmcrndene, som ingen havde, hvert øje
blik gled paa den af Blodet slibrige lis, og saaledes havde vanskeligere
for at undgaa Birkebeinernes Vaaben. Sverre selv var blandt Forfol
gerne, og gav saa eftertrykkelige Spydstik, at sjelden mere end eet behovedes.
Hele denne Feglning varede meget kort. Nogle af Tunsbergsmcrndene
undkom til Skibene, andre lob til Akershagen, hvor den slagne Bondehcer
paany samlede sig.
Da Ostlccndingerne oppe paa Rygenbjergene saa Striden nede paa
Isen, vilde de komme deres Venner til Hjelp, og toge derfor Vejen ned
mod Vjsrviken. Kongesonnerne Sigurd og Haakon, hvilke Sverre, som
ovenfor ncrvnt, havde ladet blive tilbage paa Martestokke, sogte med sine
Folk at afskcrre dem Vejen til Isen, og modte dem nede i Dalforet ved
Elven ; men da de kun havde 480 Mand, og Bonderne derimod vare hen
ved 2400 Mand stcrrke bleve Birkebeinerne efter en haard Kamp over
vundne, og flygtede ind i Byen. Sigurd Lavard, der ikke mere nu end
for vifte sig som nogen Helt, red endog i sin Forfærdelse lige ind i Hall
vardskirken, og fulgtes af mange; Haakon derimod tog tilligemed Svina-
’) Tyve Hundreder, heder det udtrykkeligt i Sagaen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:54:48 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/detnorske/1-3/0385.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free